Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jeg kunde ikke andet - Fjortende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
295
«Ikke et eneste Øjeblik, Adolf, jeg kan ikke.
Godnat, Gud være med Dig.»
«Elise!»
«Godnat, Adolf, Godnat!»
Og Døren lukkede sig langsomt efter hende.
Han var ene.
«Skulde hun–? Hun er saa forandret . . .
Men hvem . . . Nej, hun véd intet, det er hendes
varme, retskafne Hjærte, der har Interesse og
Medlidenhed med alle som lider — det gaar hende
nær at høre andres Sorg. Blot, blot jeg havde
faat sagt Navnet, saa havde det nu været
overstaaet!»
Han stod og pressede Panden mod Ruden.
De ærværdige Træer i Kongens Have bøjede
ydmyg deres stolte Kroner for Nordvestvinden,
som ubarmhjærtig løsnede de gule Blade og førte
dem i Hvirveldans gennem Luften. Flammen i
Lygterne viftede hid og did og truede hvert
Øjeblik med at slukkes. Men Fodgængerne ilede
hjem, med Kraven op om Ørene og Hatten
trykket fast ned over Panden. Klokken slog tolv.
Harboe listede sig sagte ind i Soveværelset
for ej at vække sin Hustru, men den Nat fik
han ikke Blund i Øjnene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
