Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kalk - Kalkens Betydning i Jordbunden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
anvendes Mergel, maa Mængden være saa stor, at
der tilføres Jorden en tilsvarende Mængde kulsur
Kalk. K. kan ogsaa tilføres ved Vanding med
Kalkmælk, tilberedt af læsket Kalk, der udrøres
i Vand. Denne Vædske anvendes til
Vinterkalkning af Frugttræer mod Mos og Lav samt til at
forebygge Frostskade i Barken; som Værn mod
Snyltesvampe er K.-mælken ikke helt uvirksom,
men kommer langt fra paa Højde med Blaasten
og Svovlkalk. Melkalk, fremstillet ved
Overhældning af brændt K. med lidt Vand, kan bruges til
Overpudring mod Angreb af Snegle og visse nøgne
Larver (f. Eks. Bladhvepse paa Frugttræer), men
er ellers af ringe Værd til Bekæmpelse af
Skadedyr Brændt K. anvendes endvidere til
Desinfektion af smittebefængt Affald, inden det lægges i
Kompostbunken eller nedgraves i Jorden.
F. K. R.
Kalkens Betydning i Jordbunden. Ved den
efterfølgende Omtale af Kalkens Indflydelse paa
Jordbunden er, hvor andet ikke er anført, tænkt
paa den kulsure Kalk, der foruden at virke
direkte som Plantenæring er i Stand til, særlig paa
Grund af sine basiske (syremættende) Egenskaber,
at udøve meget vigtige indirekte Virkninger i
Jordbunden, og det kan siges, at det er disse
indirekte Virkninger, der under de allerfleste
Forhold betinger Betydningen af Kalktilførsel.
Foruden kulsur Kalk anvendes af basiske
Kalkforbindelser undertiden ogsaa brændt Kalk. I
Virkningen af denne Kalkform og kulsur Kalk er der
næppe nogen Væsensforskel, idet den brændte
Kalk i Vekselvirkning med det kulsyreholdige
Jordvand hurtigt omdannes til kulsur Kalk. Ved
den Udfældning af den opløste Kalk, der er en
Følge af denne Omsætning, fordeles den kulsure
Kalk overordentlig fint — finere end det er muligt
ad mekanisk Vej — mellem Jorddelene, og heri
maa man overvejende søge Grunden til den noget
kraftigere og hurtigere Virkning, der i visse
Tilfælde, og særlig paa svære Lerjorder, er
opnaaet ved at anvende brændt Kalk i Stedet for
kulsur Kalk. Man taler om Kalkens fysiske,
kemiske og biologiske Virkninger.
Kalkens fysiske Virkninger er særlig iøjnefaldende
paa de svære, klæge Lerjorder. For disses
Vedkommende er det en gammel Erfaring, at K.
udøver en i høj Grad skørnende Virkning og derved
i meget væsentlig Grad letter saadanne Jorders
Bearbejdning. I Almindelighed antager man, at
den ved det kulsyreholdige Jordvands Indvirkning
paa K. dannede opløselige tvekulsure Kalk
trænger ind mellem Lerpartiklerne, hvor den ved
Indtørring eller ved aftagende Kulsyreindhold i
Jordvandet udfældes, og at den enten derved eller ad
mekanisk Vej foranledigede Indlejring af
uopløselige Kalksalte formindsker Lerets
Sammenhængskraft (Kohæreszens). For en væsentlig Del virker
den i Jordvandet opløste Kalk dog sikkert paa
lignende Maade paa Jordens Struktur som
forskellige andre opløste Salte. — Slemmer man Ler op
med destilleret Vand i et Glas, ser man, at de
fine Lerdele bundfældes overordentlig langsomt og
lejrer sig tungt og klægt sammen paa Glassets
Bund. Sætter man imidlertid lidt af en
Saltopløsning, f. Eks. svovlsur Magnesia, til
Opslemningen, bemærker man, at de fine Lerdele lejrer sig
sammen og derpaa hurtigt synker til Bunds som
større eller mindre Fnug. Leret har faaet en
ganske anden Struktur — den saakaldte
Krummestruktur. Ved Dannelsen og Opretholdelsen af
Lerjordernes Krummestruktur, der er af meget stor
Betydning for disse Jorders Fugtigheds- og
Varmeforhold saavel som for deres Forhold overfor
den atmosfæriske Luft, spiller Kalksaltene
utvivlsomt under de fleste Forhold den væsentligste
Rolle. — Kan Kalken saaledes i Almindelighed
siges at forbedre Jordens fysiske Tilstand, er der
dog ogsaa Eksempler nok — særlig fra de lette,
lermuldede Jorder — paa, at man ved en for
stærk Kalktilførsel kan bringe Jorden i en meget
uheldig fysisk Tilstand, idet den bliver askeagtig
og helt eller delvis mister Evnen til at danne
Krummer. Dette beror sandsynligvis paa, at den
stærke Indlejring af Kalk i for høj Grad har
formindsket Lerets Sammenhængskraft. Jo
sværere Jorden er, desto mere Kalk skal der til for
at fremkalde denne Tilstand, der i Praksis ofte
benævnes Formergling eller Overmergling[1]). —
I kemisk Henseende virker Kalken særlig
derved, at den paa Grund af sin syremættende
Evne mætter (neutraliserer) de under de mange
forskellige fysiologiske og til Dels kemiske
Processer dannede frie Syrer, saaledes den ved
Salpeterdannelsen dannede Salpetersyre og de under
Forraadnelses- og Formuldningsprocesserne
dannede organiske Syrer (f. Eks. Humussyrerne). I
Jorder, hvor der ikke findes syremættende Stoffer, vil
disse Processer hurtigt enten helt standse eller dog
forløbe overordentlig trægt. Foruden de ved disse
Omsætninger i selve Jordbunden dannede Syrer
kan der ogsaa ophobes frie Syrer ved Anvendelse
af de saakaldte »fysiologisk sure« Gødningsstoffer,
d. e. Gødningssalte, fra hvilke særlig Baserne
optages af Planterne, medens Syrerne helt eller
delvis bliver tilbage i Jorden. Saadanne fysiologisk
sure Gødninger er f. Eks. svovlsur Ammoniak og
de alm. anvendte Kalisalte, og en god Udnyttelse
af disse Gødninger vil derfor være betinget af
Tilstedeværelsen af en tilstrækkelig Mængde basiske
Stoffer i Jordbunden. Foruden paa
Kvælstofomsætningen virker K. ogsaa stærkt fremmende paa
Omsætningen af Jordbundens tungt opløselige Kali-
og Fosforsyreforbindelser. For Kaliets
Vedkommende er det allerede i Artiklen Absorptionsevne
omtalt, at Kalken kan uddrive en Del af Kaliet
af dets tungt opløselige Forbindelser og saaledes
paa denne Maade lidt efter lidt nyttiggøre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
