Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Luften var let og fyldt med Havets Friskhed og den
herligste Duft af Urter og Blomster, — det var noget
andet end Badskærens Lukaf om Bord med Stanken
af Bilvandet! Steffen laa saaledes i Timer uden
Tanker og uden Minder i dyb vederkvægende Hvile.
Men da han endelig drejede Hovedet, mældte
Tankerne sig straks. Dernede laa »Havmanden« med
Stævnen mod Land. Han kunde høre
Kommando-raabene og Opsangen, da de hejste Fartøjerne, og
kort efter kaldte Baadsmandspiberne Mandskabet op
til Letning. Sejlene blev hejst og fyldtes, og Skibet
faldt af fra Vinden og gled vuggende frem over
Søen. Men den Glæde, Steffen tidligere vilde have
følt ved dette Syn, dukkede ikke op hos ham nu.
Et dybt Mismod greb ham. Her oppe laa han som
en syg og hjælpeløs Stakkel, og derude fjernede
»Havmanden« sig med den Amulet, der bandt ham til
Gertrudlille. Den bares bort over Havets Bølger,
langt bort efter Vindens og Søens Luner.
Og han selv, hvor bares han vel hen?
Men midt i hans Sorg dukkede Haabet pludselig
frem. Bølgernes og Vindenes Herre kunde vel mage
det saa, at hans og »Havmandens« Veje kunde
krydses engang igen paa Livets Sejlads. Gertrudlille
lik saa vente. Og hun var vist af dem, som forstod
den Kunst at vente.
Steffen fulgte længe Skibet med Øjnene. Saa
drejede han sig om til den anden Side. Der sad paa
lians Skibskiste, soin han havde sel hende saa ofte
sidde paa Dækket, den tavse, blege Kvinde, med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
