Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
et Menneske, gør Brinken, naar man ser den ude
fra Søen.«
Steffen nikkede til Gertrud og sendte Drengen
bort med en stor Sølvskilling i Gave. »Nu ved vi,
hvad vi behøver at vide for at blive rige Folk,
Gertrudlille, men jeg tænker, det er bedst, vi beholder
den Kundskab for os selv.«
Og det gjorde de, og det var vel, det. Ellers
havde Mikkel Mus ærgret sig ihjel. Thi det var,
som Steffen havde sagt: Balthasar laa ude i Nivaa
Mose og holdt tavs og stille Vagt over Gertrudlilles
Arv. Men da Steffen havde faaet Huset paa Ulfelds
Plads sat i Stand og efter sit Bryllup var flyttet
derind med Gertrud Jørgensdatter, kom Poserne
derudefra snart tilbage paa ny. Dog ikke for at blive
gravet ned i Jorden, men for at blive sat i
Købmands-gods og i Skibe, der atter gik ud i Verden for at
øge Rigdommen. Og snart var det saa, at stod der
blot Broager & van Straten paa et Papir, var det saa
godt som Guld.
Men mange Aar efter kunde man se et Par gamle
Folk Sommeraftener sidde paa Trappen med det
blanke Messinggelænder, han med sin lange
Kridtpibe og hun med sin Strikkestrømpe. Kom der
nogle gode Venner forbi oppe fra Ulfeldsplads
eller nede fra Amagertorv, stod de altid stille og
skulde spørge Nyt fra »Drengene«, hvor de nu var
henne i Verden, og hvordan del gik. Og Mutler
Gertrud var saa døv, at hun ikke kunde høre et
Ord; men hun kunde se, at de spurgte venligt, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
