Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
»Hvis du elsker mig, saa kommer du
igjen, og saa skilles vi aldrig!« Det var de
sidste Ord, hun havde sagt, før han gik.
Det var altsaa Fremtiden, som hun
havde vist ham Vejen til. Skulde han da
opsøge hende igjen, tage hende i sine Arme
ligesom igaar og tømme Bægeret til Bunden
for siden hen at slænge det bort, naar
Druen var drukket og Rusen dunstet bort?
Hun havde bedt ham skjænke hende
sin Kjærlighed for evige Tider! . . . Evige
Tider! Men Tid er jo kun Tid for os
dødelige . . . Eller skulde han standse,
medens han endnu kunde det, uden saarende
Ord, uden endnu større Ydmygelse for ham
eller hende, end der vilde være efter dette
deres første og eneste Møde.
Han sad længe og grundede, ligesom
Borgens gamle Herrer havde siddet i det
samme Værelse, naar de lagde Planer om
Leding eller Fred. Han tænkte klogt og
roligt, støttede sig til Erfaringer, bøjede af
for forstandige Hensyn og Indskydelser og
Ærens Bud.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
