Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første Deel - VI - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ud af haus Øine, det var Krampegraad, hau knugede
Hovedet tilbage. „Gud! hvor jeg er ulykkelig!" vare
haus eueste Ord.
Nogle Oieblikke gik; hau havde udgrædt og var
roligere; pludselig spraug han da ov, skjød Skoddet sor
Døren, trak Rullegardinerne ned, tændte sit Lys øg
saae endnu engang speidende omkring sig; ogsaa Klappen
sor Nøglehullet blev dreiet til. Han kastede Kjolen, og
blottede sin Overkrop —
„B^ertte sv^eve sorbi, t^e^e vi oi^e dem forst.
^ett^reise^t as ^e^tet^tag er.
Tidligt næste Morgen, medens Vilh^n endnu
sov og drømte om de kjære Søskende, lød bekjendte
Fodtrin paa Trappen, Døren aabnedes, og Otto traadte
ind i Sovekamret. Vilhelm slog Øinene op. Otto
var bleg, en søvnløs Nat med Hjertets Sorg havde
beaandet hans Øine og Pande.
„Thostrnp!" raabte Vilhelm med glad Over^
raskelse og strakte Haanden ud imod ham, men den
sank igjen; Otto greb og trykkede den sast i sin, i det
han med dyb Alvor tilsøiede: „De har ydmyget mig!
er det Dem Fyldestgjørelse nøk^"
,, Vi ere altsaa Venner ! " sagde Vilhelm. „ Venner
maae smukt bære over med hinanden, De var lidt sær
igaar, jeg kan blive det imorgen; saa gjør man Gjen^
gjeld!"
Otto trykkede hans Haand. „Vi tale aldrig med
hinanden om, hvad der er skeet igaar!"
„Aldrig!" gjentog Vilhelm, grebet ved Vennens
fornnderlige Alvor.
„De er et ædelt og godt Menneske!" sagde Otto
og bøiede sig over ham, hans Læber berørte Vilhelms
Pande.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
