Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Deel - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
^62
at hans Phantasier vare blevne langt blødere, langt mere
afrundede. Sit Piano havde han afluret ^eyse, sagde
de. Jngen tænkte paa, hvormeget man kan lære af sit
Hjerte. Ellers var han, som før, den samme muntre,
livsglade Ungersvend. Jngen tænkte i samme Øieblik
paa ham øg Eva. Siden hiin Asten, Vennerne nær
vare blevne nenige, havde han ikke nævnet hendes Navn;
men Ottø havde bemærket, hvorledes Vilhelms Øie
slammede ved hver gvindelig Skikkelse, der gik dem forbi,
hvorledes han i Selskab altid ndpegede de Smukkeste.
Otto kaldte det spøgende: at han fik østerlandske Tan^
ker. Oehlen s ch lagers Helge øg Goethes italienske
Sonetter vare nu Vilhelms kjæreste Læsning. Det
oppige i disse flød sammen med de Drømme, hans varme
Blød sødte. Det var Skjønheden høs Eva, alene Skjønt
heden, der havde vakt den sørste Følelse høs ham; Bly^
særdigheden øg det Tækkelige høs den sattige Pige bandt
ham sastere, bragte ham til at glemme Stand øg Førhøld.
J det Øieblik, han vilde nærme sig hende, var hnn børte.
Nu var Gisten i Blødet. Hans lette, lykkelige Sind lød
ham ikke synke hen i Veemod og Grubleu, hans
Skiøn-hedssands var vakt, søm han kaldte det. J Tanken
trvk-kede han Skjønheden til sit Hjerte, men knn i Tankerne
døg dette selv, siger Skriften, er en Synd.
Ottø bevægede fig derimød i Philøsøplnens øg
Pøesiens Enemærker. Det Skjønne der øpsattede hans
Sjæl; begeistret ndtalte han det, øg Søphies Øie
fnnk-lede øg hvilede med Velbehag paa ham. Det smigrede
og hævede Begeistringen. Jngen Vinter var i mange
Aar gledet saa behagelig hen, saa riig paa Asvexling,
som denne; han greb ester den slagrende Glæde, og dog
var der Øieblikke, hvori han syntes: „Livet gaaer, jeg
nyder det ikke!" Midt i sin bedste Velværen følte han
en førnnderlig Længfel efter det bevægelige Reifeliv.
Paris glimrede før ham søm en Lykkestjerne.
„Derttd i den levende Verden!" sagde ban saa øste
til Vilhelm, at samme Tanke vaktes høs denne. „Til
Føraaret reise vi!^ ^ Planer bleve lagte, Ømftændig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
