Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42
ogsaa her skal være ene om at bære Sagen: »Den
Gang jeg blev Maalmand, nemlig 1857—58 i Bergen,
indsaa jeg strax dette og bekjendte min Tro ved en
Fortælling. Det var »Arne«. Men jeg blev ikke
understøttet af en eneste. — — Saa maatte jeg
lade det staa hen til videre. Men den Tid kom,
da dette forekom mig fejgt. Først i »Norsk
Folkeblad«, saa i mine Bøger tog jeg det op igjen.
Min Forlægger trykkede et mindre Oplag af Bøgerne
og gav mig mindre for dem.–Men jeg blev
ved mit.« Den Form af Sproget, Bjørnson nu
anvender, skiller sig bl. a. fra det dansk-norske ved
at have de haarde Medlyd, p, t, k, for de bløde,
og nærmer sig saaledes Svensk. Der er dem, som
paastaar, at det er et »lavet« Sprog. Det er noget,
som en udenforstaaende vanskelig kan dømme om;
for svenske Øren lyder det kraftigere end det, han
før brugte.
V.
Bjørnson har i sine lyriske Digte skænket os
en uvurderlig Bigdom. De virke som en
styrkende Sundhedsdrik; man kan af dem hente baade
Livsmod og Arbejdslyst.
I et Digt til »det gode Humør« siger han:
„Jeg er så glad i grunden
og vidste det ej før;
det er som jeg har funden
en ven, der var forsvunden,
mit prægtige humør."
og det lader til, at det siden er blevet trofast hos
ham. Her finder man intet sygeligt Tungsind, ej
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
