Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60.
bydende Magt, at dø er nu hans sidste Pligt, og
i Døden soner han, hvad han har forbrudt. Og
da hans Moder bønfalder ham om at leve, at følge
hende til Klostret og finde Fred, svarer han: »Did
kommer jeg ikke forbi mine Pligter, men
gjennem dem.«
Middelalderen er en tung Tid. Over dens Aand
og Folk hviler en Tyngsel, som ogsaa har præget
disse Skuespil, hvis Betydning Bjørnson, som oven
for nævnt, mener skulde være at virke
opdragende paa Folket.
Derved, at det lærer at kjende og se sig selv
paa forskjellige Trin af sit historiske Liv og i
nogle af sine mest udprægede Personligheder, faar
Folket Klarhed over sig selv, sine Kræfter og
Anlæg, faar Tro paa sig selv, bliver saa at sige
bevidst Ejer af sig selv. Netop denne Klarhed og
dette Kjendskab til sig selv er den Løftestang,
som hæver den knugende Tunghed, og Folket
rejser sig friere og gladere og gaar til sit Arbejde
i Nutid og Fremtid med Mod og Fortrøstning.
Saaledes bliver Digteren Folkeopdrager. Bjørnson
siger selv, at Digterens Kald
„ — - - — — profetens er
og helst i nøds og fødselstider,
hvor den, som strider og som lider,
hans tro gir idealets skær.
Tit fortids kæmper er ham nær;
da fylker han den nye hær,
og fræmtids håb
omsuser ham
med spådomsråb
i billedham."
I en Tale 1869 siger han ogsaa: »Vi ejer
ingen større tanke end den at gå tilbage til vore
fædres første ævner og idrætter og derpå at følge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
