Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
-1 —
natur, og havde han været en rigtig fader for hende, saa havde han
ikke ladet samfundet faa lov til hver dag og time i hendes liv at
indpode den bevidsthed i hende, at da hun var kvinde, saa var det
hendes ret og hendes pligt at la sig forsørge af en mand. Havde
Hedda Gabler ganske prosaisk været nødt til at arbejde, saaledes som
general Gablers søn havde været nødt til det, var Hedda Gabler biet
en anden og følgelig hendes skjæbne en anden. Da havde hendes liv
været fyldt af ærgjerrighed, af higen efter at faa virkeliggjort i sit liv
det ideal af skjønhed og storhed, som lever i hende, en længsel, som
er det bedste og ædleste i hende. Hvem ved? kanske
kjærligheds-evnen da tilsidst var vakt tillive i hende — ialfald havde hun ikke
drømt om at begaa den forbrydelse mod sig selv og Jørgen Tesman
at gifte sig med ham. Hun opdrages ikke til at være et frit menneske,
men til at være slavinde — for hvad er det at gaa ind i et
fornuft-egteskab andet end at gjøre det, som slavinder gjør — hun har jo
som slavinderne ingen anden udvej, der er ingen anden tilværelse mulig for
hende. Og saa forkrøbles og forkvakles alt, som oprindelig var stolt og
ædelt i hende. Hun faar slavindernes fejl. Hun er ondskabsfuld
ligeoverfor den stakkars gamle frøken Tesman. Hun er katteagtig listig og
hykkelsk blid ligeoverfor Thea for at liste alt ud af hende om hendes
forhold til Løvborg. Og hun er feig — det er endnu det mest
karakteristiske for hendes fornedrelse, at den stolte Hedda Gabler nedlader
sig til at være feig. Hun er misundelig. Er der ved siden af at være
feig noget mere fornedrende end at være misundelig? Men det er saa
rimeligt. Det er indpodet i hende, at en kvinde er ikke noget i sig
selV; hun er kun noget i forholdet til mænd — hvad under da, at hun
misunder den, hvem naturen har git det eneste, som efter samfundets
mening gir kvinder ret til at eksistere. Og hun er begjærlig og intrigant.
Opdragelsen og samfundets mening om kvinders plads og bestemmelse
har berøvet hende det, som kunde gi hendes liv indhold og henvist
hende til det, som naturen har negtet hende — og for at fylde den indre
tomhed griber hun efter det eneste, som hun som kvinde er henvist
til, men griber efter det paa den maade, som hun efter sin natur maa
— og virker derved ødelæggelse og fordærvelse rundt omkring
sig. Og naturligvis maa hun lyve. Lyve paa den modbydeligste maade,
idet hun insinuerer for Jørgen Tesman, at grunden til, at hun brændte
manuskriptet, egentlig var kjærlighed til ham og kanske ogsaa den legemlige
titstand, hvori hun er — men den løgn er rigtignok saa væmmelig, at
den sidder hende fast i halsen. Og hun begaar den gemene forbrydelse
at forgribe sig paa en andens ejendom — gjør det, som kvinder
dømmes til tugthuset for. Mens det oprindelig adelige i hende viser
sig i den fornemhed, hvormed hun skjuler sin fortvilelse for dem alle.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
