Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37
Stuen er for »Lunets« Skyld saa lav, at en høi Mand neppe kan
staa ret derinde. Gulvet er for det meste as Leer. J Baggrunden
er anbragt en stor Bilæggerovn, bag hvilken man paa den rødmalede
lille Slagbcenk, hvorunder Fjederkreaturerne om Vinteren søger Ly,
naar »æ Stormarn« (det store Hav) vender »æ Hvide ud«, naar
Stormen raster i Taget saa Bjelkeværket knager, og naar Bølge-
slagene hiinside Klitten giver Gjenlyd som Tordenbrag hen under
Gulvet. Saa maa »Aldersader« (Bedstefader), der sidderisin hjemme-
gjorte Lænestol med sin rode »Lou« (Hue) paa Hovedet, og tæller
med sin Foldekniv Pinde til at spidde Flyndere paa, og »Aldemoder«
med sine Karter og sine Tøire flytte nærmere ind i Kakkelovns-
krogen, for at den øvrige Familie ogsaa kan faae Plads. Saa
spinde de andre Qvinder, og Mændene sye Søstøvler og tildanne
Fiskekroge as Staaltraade. Men de unge Knose kan ikke holdes
hjemme. De streife om deroppe i Klitterne, for om muligt at fra-
rive det skummende Hav en eller anden lille »Pind« (løst inddrevet
Gods), der kunde være saa nær, at det kunde pirres iland.
Klitterne danne paa denne Strækning et heelt lille Bjergland-
skab. De steile Banker reise sig, den ene høiere end den anden,
med deres karakteristiske Toppe indtil over hundrede Fod, og kneise
med deres spidse Hoveder, bevoxet med den stride Klittag som med
stive Borster, stolt i Veiret, med kjække Omrids tegnede paa den
blaae Horizont. Har man besteget den første Række Klitter, seer
man sig skusset i sin Formodning om at have naaet Havet, hvis
Brusen længe har bebudet dets Nærhed, thi man seer sig ved dybe
Dale afskaaret fra den næste Række. Der er endnu langt tilbage;
den ene Række Høie følger efter den anden med ligesaamange Dal-
strog imellem, indtil man omsider, trods sine store Forventninger
forbavses ved det majestætiske Syn as det uendelige Hav, som paa
den klare Sommerdag reiser sig op til Horizonten med sin deilige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
