Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mot øst trygget. Efter Sigurd Syrs død var Olav
Haraldssøn den eneste som bar kongenavn i Norge.
Sommeren 1020 seilet han nord til Haalogaland,
landet nord for Trøndelagen, kristnet det og såtte nye mænd,
som skyldte kongen sin magt, i umiddelbar nærhet av
gammeltidens stormænd paa gaardene deres. Aaret efter
gjorde han haardhændt slut paa blotgilderne som
Indtrøndelagens høvdinger endda holdt oppe i smug. Nu,
da han var konge over hele Norges rike, rakte han ut
mot utflytterbygderne paa Atlanterhavsøerne, fristet
hævde Norges konges ret over skatlandene og styrke
Kristendommen der og. Orknøjarlerne tok sit land i len
av ham. Men høvdingerne ute paa Island var rædde for
fristatens selvstændighet og møtte alle tilnærmelser fra
kong Olavs side med stor diplomatisk forsigtighet.
Snorre Sturluson henlægger Gudbrandsdalens
kristning til denne tid. Kongen forlot sine skiber i
Romsdalsfjorden, drog opover og sydpaa for at kristne
indlandsdalene – rike store bygder, som levet sit eget liv, litet
i kontakt med kystlandskaperne, der Norges politiske
skjæbne blev avgjort.
Gaardsnavn og fornminder vidner om at der har været
et religiøst centrum for Søndre Gudbrandsdalen paa
Hundorp i Fron. Snorre fremstiller det som om
høvdingen paa Hundorp, Dale-Gudbrand, var herre over byg-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
