Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er den gamle psykologiske sandhet som Bibelen
indskjærper os uhyggelig eftertrykkelig i historiene om
kong David og St. Peter: vi fristes i virkeligheten ikke
mest til at gi os Djævelen i vold, nåar han byr os al
verdens herlighet – vi gjør det for en smaatings skyld for
en dum kjærlighetshistorie eller noget slikt. Den mand
som trækker sit sverd og vil verge sin herre mot en
bevæbnet vagttrop, lar sig skramme av en tjenestepike og
fornegter ham. Hellig Olav hadde sat sit kongedømme paa
spil hellere end han veg fra det han mente med
retfærdighet eller sviktet Kristi rikes sak. Nu gav han efter
for lysten til at terge en gammel uven. Dermed var alt
tapt: En tjenestvillig hirdmand hugget ned Erling
Skjalgssøn han trodde, det var det som kongen ønsket.
Snorre lar kongen si til drapsmanden: «Ve vorde dig for
det hugget nu hugg du Norge ut av haanden min.»
Olav kan ikke ha været i tvil om at dette var det
værste som kunde ha hændt ham. Men den visen som
kongen kvad, da han stevet nordover og lot «den bleke,
blodige mand paa Jæderen» efter sig, er vild og fuld av
triumf.
Nu reiste Vestlandet sig mot ham. Fra Trøndelagen
seilet Haakon Ladejarl, kong Knuts jarl nu, og de faa
høvdinger som endda fulgte Olav, falder fra, en efter en.
Olav maatte gaa iland inde i en av Sunnmørsfjordene og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
