Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. «Kong Kaare»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
29
denne enkle Dragt, og med Guldnaalen efter
Bedstemor og det lange, tynde Guldkjæde med
fire smaa Diamanter i Skyveren.
Men efter sin Bedstefar, den gamle Oberst,
hvis Minde hun drev et sandt Afgudsdyrkeri
med, bar hun undertiden en Ring med Opal i
gammel RococcoTndfatning. Baade Kaare og Fru
Bøhme var jaloux paa denne Bedstefar. «Jeg
skylder ham, at jeg overhodet er Menneske
nu,» sa Eli ofte. Han havde lært hende at
finde Veien ind til sit eget Indre, dengang alt
ramlet sammen om hende. Han sa: «Gaa ut i
Solen, Barn; sit ikke i Skyggen og bli ugudelig.»
De Ord fra ham gav hende Mod til det Brud,
som hun trods alt aldrig kunde angre. Og
hans Død var saa skjøn og fuld af Pathos, at
hun aldrig kunde glemme den. Og det" var
ikke ondt at huske paa den; Mindet om hans
klare, milde Ro var som en Stjerne hun gjerne
vilde styre efter. Hans Trofasthet var uten
Grænser, og «retskaffen» var et Ord han altid
brukte, «Vær bare retskaffen og naturlig, Jenta
mi,» sa han, «saa du kan holde ut med dig
selv, naar Aarene begynder at gjøre dig til Fis
losof.» Og hun, som ingen Mor havde, og lite
kjendte sin Far, hun bevaret hvert Ord af denne
Bedstefar i sit Hjerte. Det var en Lykke at ha
kjendt et Menneske, som var saa anderledes end
de andre. Han var saa enkel, den gamle Oberst;
men hans Tid var kanske ogsaa enklere, skjønt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
