Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Paa Præstgardsholmen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44
Kaares Rike, hvor Menneskene var saa snille, og
hvor alting likesom var saa lyst og godt og gjen*
nemsigtigt. Saa uskyldigt. Og han tænkte paa,
at hans Mor saa ofte havde sagt om denne
Bygden, at Folket her var saa gode mot hver*
andre, og det var sandt. Han havde likesom en
Følelse af, at han havde reddet sig undaf noget
vanskeligt, som han holdt paa at glide ut i der*
nede. Her følte han sig stærk og sikker paa sig
selv, og han tænkte: det dernede er forbi for
altid. Det var bare Kjedsomhet og Hekseri.
Jeg vil ikke mer. Og han tænkte uglad paa den
kvindelige Kamerat, som havde holdt ham fan*
gen en Tid paa en forunderlig mystisk Maate,
uten at han vilde det og var glad ved det. Jo,
undertiden var han vei glad ved det. Hun var
prægtig nok paa mange Maater, og han trodde
en Stund, at han elsket hende. Men han var
forbauset over, at Kjærligheten ikke kom med
større Fest og Glæde. Og Tryghet. Mest var
det en pinefuld Tilstand med Tvil og vond Sam*
vittighet. Det var vei som de vise Mænd sa, at
Kjærligheten egentlig var Manden uværdig, en
Mindelse om Abekatten, noget som skulde
overvindes. Han havde spekulert meget paa
Kjærlighetens Væsen i det sidste Aar. Ja, saa
meget, at det havde hindret hans Arbeide ikke
saa lite. Og han holdt paa at bli Pessimist som
Carl.
Men idag tænkte han ikke paa Kjærligheten;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
