Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. 1843—1861
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
Meddelelse om det Inderligste. Senere hen i Livet har jeg
i min Virksomhed som Universitetslærer Gang paa Gang
erfaret, at unge Mennesker snarere betro sig til en Frem
med, de af en eller anden Grund have faaet Tillid til, end
til deres Nærmeste, og det har ofte paalagt mig et stort
Ansvar og givet mig vanskelige Opgaver. For mig var der
paa den Tid udenfor min Familie ikke nogen Ældre, jeg
kunde gaa til. Maaske vilde jeg nave kunnet betro mig til
en ældre Søster, hvis jeg havde havt en. Min Søster var
den yngste af os Søskende og paa denne Tid endnu et Barn.
Hun har senere været mit Gje3 Lyst og mit Hjertes Glæde,
og ved nen6e3 milde Blik og venlige Smil har jeg, især
efter Moders Død, ofte vundet Ro og Hvile i Sindet. Hvad
jeg ikke fandt hos Ældre, fandt jeg hos de to Kammerater,
som jeg nu nærmest sluttede mig til, kun paa anden Vis.
Naar de vare mig til stor Hjælp, var det ikke egentlig ved,
hvad de sagde, eller hvad de gjorde for mig, men derved,
at de, i samme Alder som jeg og under samme Forhold,
dog toge Livet hver paa sin ejendommelige Maade, som
jeg ikke altid forstod, men som netop derved indeholdt en
Opfordring til mig om at lade den Ejendommelighed, jeg
maatte raade over, komme til at ytre sig. Vi vare ofte me
get uenige, og det kunde, baade i de unge Aar og senere,
gaa varmt til imellem os. Men bag det, der kunde bringe
os i Modsætning til hverandre, laa hos dem begge en inder
lig Sympati, som jeg atter og atter følte mig omsluttet af.
Jeg er ikke bleven forstaaet at andre Mænd som af dem. Ved
saa mange Lejligheder har deres Medfølelse og deres For
staaelse hjulpet mig, foruden at deres Kritik var en stadig
Spore. De havde begge en mærkelig Evne til at karakteri
sere, til at finde og at udtale, hvad der var særegent for
enkelte Mennesker. Skovgaard, der ikke er optraadt som
Forfatter, har lagt denne Evne for Dagen som Brevskriver,
den bedste Brevskriver, jeg har kendt. Hos Folk, som ikke
kendte ham, kunde ofte den Evne og Lyst, han havde til
at finde det Karakteristiske hos Folk, føre til, at kan blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
