Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. 1874—1883
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
103
ledernes strenge Skole vil netop det Led3te i vor Natur
kunne udvikles: Adel i Tænkemaade, og Forsonlighed
overfor anderledes Tænkende.
Overfor denne Betragtningsmaade gjorde jeg gældende,
at hvis der slet ikke er nogen fælles Grund at bygge paa,
er al Forhandling mellem forskellige Livsanskuelser umu
lig. Og den fælles Grund maa tilsidst være Videnskaben.
Vi forlange af enhver Livsanskuelse, vi skulle respektere,
at den stemmer overens med sig selv, frembyder indre
Konsekvens. Allerede her, i den rene Logik, er der en fæl
les Grund. Men desuden kunne vi ikke have Respekt for
en Livsanskuelse, naar den ikke vidner om en ærlig Be
stræbelse for at anvende og gennemtænke den Viden, der
staar til Raadighed. En Livsanskuelse, der slet ikke bryder
sig om Naturvidenskab og historisk Kritik, kan ikke faa
Betydning ud over en ganske bestemt Kreds. — Jeg frem
hævede ikke, hvad jeg nu vilde gøre, at enhver Livsan
skuelse bliver til under bestemt indre og ydre Betingelser
og derfor rnaa blive Genstand for psykologisk og historisk
Undersøgelse. Men jeg paaviste Umuligheden kor den, der
vil udvikle sig til virkelig Personlighed, af at isolere sig fra
Samfundet, ogsaa fra at virke paa Samfundet. Hvis For
fatteren," sagde jeg, endog kun havde gjort sig det klart,
hvad det var for en Følelse, der bragte ham til at nedskrive
de smukke og energiske Udtalelser i hans Bog, saa vilde
han af personlig Erfaring vide, at den etiske Fordring til
Personligheden omfatter Bestræbelsen for en likere og
edlere Udvikling af Livet i Samfundet."
Det personlige Venskabsforhold til Hee^aard satte jeg
megen Pris paa. Han var En af de Faa, med hvem jeg den
gang kunde drøfte filosofiske Emner, og det var en For
nøjelse at omgaas ham i de gode Arbejdsaar, han fik, etter
at han var bleven Professor. Hans Horizont udvidedes,
og hans Sans for Problemer skærpedes. Det Bedste, han
ydede paa Universitetet, var vistnok det Kursus, han i
Slutningen af 70’erne holdt for de unge Studenter. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
