Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. 1904—1914
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
225
Jeg kan have aldeles forfærdelige Anfald af Hypokondri,
til Forundring for mine Nærmeste, og jeg har ingenlunde
den Ligelighed og Ro, man ofte tillægger mig. Som Kon
trast dertil føler jeg mig saa dobbelt glad, naar jeg er
sammen med Mennesker, jeg holder af, og som kunne
bringe mig paa Gled. — Saa har jeg ogsaa navt Bekymrin
ger og Sorger. Dem slipper Ingen for. — Men nu er jeg
kommen til at tale om mig selv, og det var ikke Menin
gen." -
I en Selvbiografi er det jo derimod netop Meningen, at
man skal tale om sig selv, saa at der ingen Undskyldning
behøves, naar jeg endnu dvæler lidt ved dette Emne, og
særligt fremdrager en enkelt Oplevelse.
I Tilstande af den Art, jeg her har omtalt, har det kun
net være, som om ingen Tanke kunde komme op, intet
Haab beståa, intet Lys dukke frem, intet Arbejde gøres.
Undertiden fortonedes en saadan Stemning uvilkaarligt,
ligesom den ogsaa kom af sig selv"; til andre Tider kun
de en ydre Begivenhed virke afledende; men enkelte Gange
maatte Tyren tages ved Hornene. Jeg vil fortælle en lille
Oplevelse fra de Aar, jeg her taler om, og som var meget
lærerig for mig baade som Filosof og som Menneske. Det
var nogle Aar efter Amerikarejsen, at der kom et meget
stærkt Anfald. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde gribe til;
det var, som jeg skulde dø af Tørst. Hvorledes det saa
gik til, at jeg fik Shakespeares King Lear frem, — om
den maaske nar ligget paa Bordet, — véd jeg ikke. Men
jeg stod ved min Pult og læste, og læste. Overfor den
Lidenskab, de Sorger og de Sammenstød, jeg læste om,
trak den indre Taage sig tilbage, og da jeg kom til den
vældige Slutning med det gribende Optrin, hvor den gamle
Mand staar bøjet over Datterens Lig, medens de faa Tro
faste slutte Kreds om ham, brast jeg i en inderlig Graad.
Jeg havde en Følelse, som naar et Uvejr har raset, og Lyset
i^en be^vn6er at dæmre gennem Taage og Regn. — Det
er ikke den eneste Gang, hvor den store Mesters dybe
Erindringer 15
Unik Imåmwm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
