Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. 1904—1914
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
Lykke kunne Guderne ikke skænke. Gliderne kunne ikke
gøre for, at Evnen ikke var større hos den, de skænkede
denne Lykke. Det er for mig ogsaa en Lykke, at jeg har
faaet fuldendt denne Selvbiografi. Gennem Arbejdet paa
den, der har strakt sig ud over et Aar, har jeg i flere Hen
seender lært mig selv bedre at kende. Men især har jeg
været glad ved at skrive den, fordi jeg under Arbejdet
kom til at leve igen i Erindringen om Mennesker, jeg har
elsket.
Jeg tænker ikke meget paa Døden. Jeg ved, at jeg er
bedst forberedt til den, naar jeg samler mig om det, der
nar gjort Livet værdifuldt for mig. Og jeg haaber at be
holde Evnen til saadan Samling. Helst vilde jeg, at Afslut
ningen kom midt i en Arbejdsstund.
Underligt har det været at gaa herude i den idylliske Ro,
medens Verdenskrigen, der begyndte kort efter, at jeg var
kommen nerud, raser i hele Europa. Det var en god Ting
for mig, da en ung Ven, Vilhelm Sloman, fik mig til at
medvirke i hans smukke Arbejde for at skaffe Bøger til
Krigsfanger. Men det er saa lidet, hvad der kan gøres. —
Paa nogle Videnskabsmænd har Krigen virket saaledes, at
de ikke kunne arbejde i deres Fag. For mit Vedkommende
har den snarere ført til Fordybelse i mit filosofiske Ar
bejde. Og jeg nar heller ikke følt nogen Betænkelighed
ved at beskæftige mig med min egen individuelle Livs
gang, medens Millioner Mennesker tørnede mod hveran
dre, og Europas hele Fremtid stod paa Spil. Alvorligt Ar
bejde og ærlig Selvbesindelse bevare dog deres Værdi,
hvorledes det saa gaar i Verden.
kavde neller ikke n«e»rt til dern, der vare saa optimis
tiske i deres Opkattelse ak Menneskenaturen og i deres
Iro paa, nvor nerligt langt vi vare komne, at Krigen og
dens Lrutalitet rnaatte rokke dern i deres inderste Iro.
kender kra mig selv og kra NodsXtningen mel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
