Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Etikens Forudsætninger
- VI. Det etiske Onde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke at vide; men fra Augustinus[1] af staa de i Spidsen for
alle Laster. Medens Syndens Udvikling efter den filosofiske Opfattelse
foregaar fra det Ubevidste og Uvilkaarlige til det Bevidste
og Vilkaarlige, saaledes som Erfaringen viser os det ved
al sjælelig Udvikling, bliver det Opgaven for den teologiske Etik
at vise, hvorledes de mindre bevidste og vilkaarlige Former for
det Onde udvikle sig af de mest bevidste og vilkaarlige. I den
middelalderlige Etik er der gjort Forsøg paa at forklare de syv
Kapitalsynder genetisk, saaledes at der af Hovmodet successivt
udvikler sig Misundelse, Had, Sløvhed(acedia), Gærrighed, Umaadelighed
og Vellyst[2]. Selvom der i denne Skildring indflettes
[1] De civitate dei.
XIV, 12—13. (Malæ voluntatis initium quæ potest
esse nisi superbia?) De moribus eccl. cath. c. 12. — Se Om
Grundlaget for den humane Etik. p. 137—141. — Ved Siden af den stærke
Betoning af Hovmodet som den onde Villies Udspring gaar hos Augustinus
den stærke Fremhæven af det sanselige Begær (concupiscentia),
der især aabenbarer sig i Kønsdriften. Da denne rører sig uafhængigt
af Villien, er det klart, at Naturen er fordærvet, og da Slægtens
Forplantning nu netop sker gennem den med sanseligt Begær
fuldbyrdede Avlingsakt, er det intet Under, at Menneskeheden er bleven
til et Syndens Kaos (massa peccati). Smlgn. A. Harnack:
Lehrbuch der Dogmengeschichte.3
11. p. 29. Men det er dog Augustins
udtrykkelige Lære, at det er den hovmodige Villie, der har fordærvet
Naturen, saa at det Onde derefter opstaar uvilkaarligt og behersker
Villien. De civ. dei XIV, 3—6.
[2] Hugo a St. Victore
udleder acedia af de tre første Synder, der
føre Mennesket til Væmmelse ved sig selv; af acedia udspringe igen
de tre sidste Synder, idet Mennesket, der har mistet den indre Glæde,
vender sig udad for at finde Trøst (Liebner: Hugo von St.
Victor. Leipzig 1832. p. 278—280). — Hos Dante antydes den samme
Udviklingsgang: Skærsilden. XVII. Smlgn. Ozanam: Dante et la
philosophie catholique au 13e siècle. Paris 1843. p. 94. — Andreas
Sunesøn: Hexaëmeron. ed. Gertz. p. 153 har samme Rækkefølge,
(som synes at hidrøre fra St Gregor). — Ifølge Thomas Aqvinas
kunne alle syv Hovedsynder være Udgangspunktet (radix); men da
der til Grund for dem alle ligger Higen efter egen Fremragen og
Højhed, kan Hovmodet (superbia), den ubændige Trang til selvisk Højhed
(inordinatus amor propriæ excellentiæ) med Rette kaldes Begyndelse
til al Synd, ligesom den er Dronningen for alle Synder. Thomas opstiller
følgende Rækkefølge, som han dog ikke anser for den eneste mulige:
Hovmod (superbia), Gerrighed (avaritia), Vellyst (luxuria), Misundelse
(invidia), Fraadseri (gula), Vredagtighed (ira), Sløvhed (acedia). En
Parallelisme mellem Kapitalsynder og Kardinaldyder anser Thomas
ikke for mulig. Summa theologica. Pars II. Qvæstio 84,
2—4.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Dec 10 06:52:37 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/hhetik/0149.html
