Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Etikens Forudsætninger - VI. Det etiske Onde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Overbevisning. Her er uendeligt mange Grader og Nuancer af Klarhed,
og det er dogmatisk uden videre at fastslaa den højeste Grad
som given.
Man kunde mene, at der alligevel findes en saadan Villen
mod bedre Viden, naar Mennesket søger at fordunkle den etiske
Bevidsthed hos sig for at slippe fra den Splid og Delthed, som
opstaar, hvor den ikke strax kan blive herskende, eller naar
Mennesket søger at hindre Opstaaen af Tanker, han frygter, vilde
ændre hele hans nuværende Vurdering, hans nuværende
System[1]. Men i saadanne Tilfælde har jo den højere etiske
Bevidsthed ikke faaet fast Fod; ellers kunde Pinligheden ved den
delte Tilstand ikke blive det raadende Motiv. Der øves ikke
Ondt med fuld og klar Bevidsthed om, at det er Ondt.
Det er først i den nyeste Tid, at store Digtere have skildret
det Onde med en finere og dybere Psykologi end den, der
ligger til Grund for den sædvanlige Djævletype, hvilken endog
Shakespeare altfor meget har fulgt i sin Richard III. og sin Jago.
I første Linie staar her Begyndelsen af Dostojewskys
Raskolnikow. Men jeg maa ogsaa henvise til en enkelt Replik i Ibsens
»Rosmersholm«. Skildringen af Rebekkas Karakter kan jeg ikke
paatage mig at forsvare; men en enkelt Replik er mesterlig.
»Der er da vel to Slags Villie i et Menneske, skulde jeg mene!
Jeg vilde ha’ Beate væk. Paa den ene Maaden eller paa den
anden. Men jeg troede aldrig, at det skulde komme alligevel.
Ved hvert Skridt, som jeg fristed og voved fremad, syntes jeg
ligesom noget skreg indeni mig: Nu ikke længer! Ikke et Skridt
længer! — Og saa kunde jeg ikke la’ det være endda. Jeg
maatte friste et bitte lidet Gran til. Bare et eneste et. Og saa
et til — og altid et til. — Og saa kom det. — Det er paa
den Vis, sligt noget gaar for sig«. En mindre Digter vilde have
skildret hende som en Djævel, der med fuld Bevidsthed lagde
sin Plan og klogt beregnede de mange smaa Knappenaalsstik,
der skulde føre til Maalet.
Den teologiske Forestilling om »Synd mod den hellige Aand«
er ligeledes en psykologisk Umulighed. Luther betegner den i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
