Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Individuel Etik - X. Det etiske Livs personlige Grundlag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I Urkristendommen brydes, som vi allerede have set (II. 4),
Menneskekærligheden med den ekstatiske Forventning. I nøje
Sammenhæng med dette sidste Motiv staar Gudsforholdet i Tro
og Lydighed som Betingelse for Sjælens Salighed. Og ligesom
hos Platon og Aristoteles Visdommen tenderede til at hæve sig
over den personlige Harmoni, saaledes har indenfor den kristelige
Etik Troen en stadig Tendens til at fortrænge Kærligheden
fra Forrangen mellem Dyderne. Konsekvent maatte, jo mere
den kristelige Etik betonede Autoritetsprincipet, Troens Lydighed
blive den højeste Dyd, — ligesom den første og højeste
Synd var Hovmod og Stolthed (VI, 1). Naar Kirkefædrene førte
al Dyd tilbage til Kærlighed, da tænkte de herved gerne paa
Kærlighed til Gud, som er Et med Tro. Og da vi nu kun ved
Kirkens Hjælp kunne lære Gud at kende, afløses den Sætning:
»Uden Tro ingen Dyd!« snart af den Sætning: »Udenfor Kirken
ingen Dyd!« Hedningenes Dyder bleve da kun at betragte
som glimrende Laster: ti det er Hovmod og Opblæsthed at ville
øve Dyden for dens egen Skyld![1]
Alligevel følte man fra Kirkens Side paa Etikens Omraade,
ligesom paa Dogmatikens, Trang til at optage Elementer og Former
fra den græske Tænkning. I Ambrosius’ Skrift De
officiis ministrorum, der blev Middelalderens Haandbog i Etik,
blev Platons og Panaitios’ gamle Inddeling af Dyderne gennem
Cicero som Mellemled overført paa kirkelig Grand. Det kunde
naturligvis ikke ske uden forskellige Omtydninger og Forskydninger.
I Stedet for den individuelle Harmoni, som Platon kaldte
Retfærdighed, træder den levende Menneskekærlighed, der fører
til Hengivelse — i Stedet for Visdommen træder Troen,
Lydigheden mod Autoriteten, — Tapperheden viser sig især som
Taalmodighed, og i Stedet for Selvbeherskelsen sættes Renheden[2].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
