Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Individuel Etik - XII. Hengivelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forholdet fra denne sidstes Side faar et Præg af Beundring og
Ærefrygt, som dog ikke behøver at ændre noget i den gensidige
Kærligheds Ligelighed. Der kan føles Fællesskab og Sammenhøren
trods Forskellen i Karakter og Evner. Hos den overlegne
Part ytrer Kærligheden sig som Højsindethed. Det Høje
i Højsindetheden beror ikke paa, at Individet føler sig staaende
paa et højere Stade end andre; men netop paa, at han ikke
føler sig staaende paa et højere Stade, uagtet han virkeligt gør
det. Den inderlige Hengivelse lader alle saadanne Forskelle
forsvinde. Højsindetheden kan fremtræde som Humor, naar der
vel er Blik for Andres Ringhed og Begrænsning, deres
Selvmodsigelser og Ufuldkommenheder, men dette ikke hindrer
Sympatien med dem. Det Høje i Højsindetheden beror fremdeles
paa, at Medfølelsen bestaar uafhængigt af de Andres Færd, trods
deres Utaknemlighed og Ligegyldighed. Og endeligt beror det
Høje i Højsindetheden paa, at Blikket er fæstet mod store,
omfattende Livsinteresser, saa at Sympatien ikke er begrænset til
saadanne snevrere Kredse, hvor den Enkelte umiddelbart træder
overfor Andre. Den Højsindedes Kærlighed til Menneskeheden
bestemmes ved en omskuende Erkendelse af Menneskeslægtens
Livsbetingelser; det er hans Stræben at hævde disse, selvom han
i det Enkelte maa krænke, hvad en til snevrere Kredse bundet
Sympati maatte fordre. Med Urette mener derfor Adam
Smith[1],
at Højsindethed (generosity) og Menneskekærlighed (humanity)
ere to helt forskellige Følelser. Han slutter dette af, at den,
der sætter sit Liv til for at redde en Anden, maaske ikke vilde
føle egentlig Sorg, om denne Anden var død af en Aarsag, hvis
Virkning det ikke var muligt at forebygge. Men denne Slutning
er ikke rigtig. Det er jo dog ganske naturligt, at
Menneskekærligheden rører sig, naar der er Mulighed for Handlen,
selv hvor der ikke forud existerer noget nærmere Forhold til
det andet Individ. Det er kun i de snevrere Kredse, at den
hyppigt har Lejlighed til at optræde som aktuel; overfor fjernere
staaende Væsener holder den sig, afset fra specielle Anledninger,
i potentiel Form. Schopenhauer (Neue Paralipomena
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
