Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Social Etik - B. Det frie Kultursamfund - 2. Den ideelle Kultur - A. Intellektuel Kultur - XXIX. Den intellektuelle Kulturs Frihed og Selvstændighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lærere og Studerende. Først senere fik Kirke og Stat Indflydelse
paa disse videnskabelige Anstalter, der paa den Tid havde
en saa meget des større Betydning, som de vare de eneste
Midler til højere Dannelse; Bøger og andre videnskabelige Midler
fattedes saa godt som aldeles. I vore Dage have vi set et
lignende Fænomen herhjemme i Højskolebevægelsen.
Hvor en saadan fri Sammenslutning sker, er det Statens
Pligt ikke at lægge den Hindringer i Vejen, men efter Evne
at støtte den. Staten har, som tidligere (XXII) omtalt, den Ret
og den Pligt at sikre sig et Lavmaal af Kundskab hos enhver
af sine fremtidige Borgere. Men det er ogsaa en af Statens
Opgaver at bruge sine Midler og sin Organisation til Bedste for
den højere intellektuelle Kulturs Fremgang, afset fra, at den af
dem, der ville være dens Embedsmænd, maa fordre en vis
videnskabelig Dannelse. Den frie Sammenslutning faar let en vis
aristokratisk Karakter. Der er Mange, som ere stavnsbundne af
Trang og ikke uden Hjælp kunne arbejde med paa Tilegnelsen
og Fortsættelsen af den intellektuelle Kultur. Og det vil ikke
være heldigt, om kun de rige og velhavende Klasser bære den
intellektuelle Kultur. Staten har her, ligesom paa den materielle
Kulturs Omraade (XXVI, 14), en fordelende Virksomhed at
udøve. Den skal ikke blot søge at begunstige Dannelsen af en
Kapital af Kundskab som et fælles Gode for hele Samlandet,
men ogsaa at fremme den bedst mulige Fordeling af denne
Kundskab. Og det gaar ikke her, som det saa let gaar ved
Fordelingen af materielle Goder, at der ikke kan gives til den Ene,
uden at der tages fra den Anden.
Den Fare vil dog stedse ligge nær, at Staten gør
Videnskaben til sin Tjener, istedetfor selv at være Videnskabens
Tjener. Staten er jo til enhver given Tid repræsenteret ved
Statsmagtens Ihændehavere, hvis Partiinteresser eller personlige
Interesser kunne føre dem til at begunstige eller hindre visse
Retninger eller Personer uden Hensyn til den intellektuelle Kulturs
virkelige Tarv. Man har endog villet opfatte Sagen saaledes, at
Bestræbelserne for den intellektuelle Kultur stedse skulle
underordnes andre Hensyn. Man har sagt: de egentlige menneskelige
Samfund ere Hjem, Kirke og Stat; Skolen (Samfundet til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
