Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Social Etik - C. Staten - XXXIX. Statens straffende Myndighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Formaal finder igen sin Begundelse ved det almindelige
Velfærdsprincip.
Ved den Antagelse, at Straffen maa tjene et Formaal og
ikke har sin Gyldighed »i sig selv«, staar den udviklede
Opfattelse i bestemt Modsætning til Gengældelsesteorien, ifølge
hvilken det skal være en Nedværdigelse baade af
Straffemyndigheden og af den Personlighed, der straffes, naar Straffen
betragtes som Middel. Og da Gengældelsesteorien endnu har saa
stor Indflydelse paa de almindelige Forestillinger om Forbrydelse
og Straf, at den maaske endog maa siges at være en af
de væsentligste Hindringer for en rationel Ordning af
Straffevæsenet, maa vi noget nærmere undersøge denne Teori og prøve
dens Berettigelse. Gengældelsesteorien hævder det som en evig,
selvindlysende etisk Sandhed, at hvo som øver Ondt, over hans
Hoved skal Ondt komme. Men er det virkeligt selvindlysende?
Og er det en etisk Tanke? Hvorfor skal det Onde, hvorfor
skal Lidelsen i Verden forøges, fordi der en Gang er øvet Ondt?
Det er jo dog ligefrem at gøre Ondt værre, saalænge man ikke
paaviser et bestemt Gode, der opnaas ved det Onde, man lader
følge efter det en Gang udøvede. Men et saadant Formaal vil
man ikke kunne angive uden at beraabe sig paa Velfærdsprincipet
og altsaa komme ind paa »Nyttemoralen«. Kant betragtede
det som et »kategorisk Imperativ«, at et Menneske skal
behandles, som han selv behandler Andre. Men det er Magtsprog
uden Begrundelse. Derimod følger det med stor Klarhed
af Velfærdsprincipet, at Tilføjelse af Lidelse ikke er tilstedelig,
lige meget hvem den rettes imod, naar der ikke derved opnaas
et saameget des større Gode for den Enkelte selv eller for
Samfundet eller for begge. Ondt maa ikke gengældes med Ondt,
naar dette sidste Onde ikke er et forklædt Gode. Og det følger
ligeledes af Velfærdsprincipet, at Ingen maa behandles som blot
Middel — heller ikke, eller allermindst, som Middel for blinde
Instinkters Tilfredsstillelse eller abstrakte Maximers Anvendelse.
Gengældelsen er enten et Udslag af Hævninstinktet eller et
abstrakt Fornuftprincip, der paastaas at være selvindlysende.
»Men« — vil man sige — »det var ogsaa en Fejl af Kant
at betragte hin Sætning som en ren Fornuftsætning. Den faar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
