Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Ironi og Humor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
61
IRONI OG HUMOR
i
keiser, hvis indre Liv vi kende. I de gamle Tider havde man ikke
Sans for individuel Psykologi, og i hvert Tilfælde var det kun,
forsaavidt Profeten i Harme og Begejstring udfoldede et stort
Sinds Kræfter, at han gjorde Indtryk paa den nærmeste Eftertid,
fra hvilken det Billede stammer, vi have af hans Skikkelse. Naar
han da var gaaet over til at være et af Slægtens store Forbille
der, falde de rent individuelle Træk let bort, især de, der skyldes
Brydningen mellem indre, modstridende Drifter og Tendenser.
Hvis de havde været helt optagne af indre Strid, havde de vel
heller ikke egnet sig til Forbillede for Andre, men vilde have
havt nok at gøre med sig selv. Det er en stor, ofte uløselig Op
gave at finde den psykiske Sammenhæng mellem den vældige
Polemik og det, der er foregaaet i Profetens Sjæl.
16. Til Satirens Midler kan den ironiske Form høre. Den op
træder da med tilsyneladende Anerkendelse og Alvor, skønt dens
egentlige Stræben er at angribe og tilintetgøre. En indirekte An
grebsform afløser da den direkte. Ironien er her kun Middel, be
tegner ikke en særlig Livstype. Det er, hvad man kunde kalde
den lille Ironi, medens den store Ironi ikke blot er Form og Mid
del, men et Livsstade. Forskellen vil bl. a. beståa i, at medens det
ved Ironi som Form eller Talefigur maa tilstræbes, at de Andre
forståa, at det er Ironi, at Alvoren ikke er alvorligt ment, for
holder det sig anderledes ved den store Ironi. Men før vi under
søge den, maa vi dvæle noget ved Ironibegrebets Historie.
I græsk Sprogbrug og græsk Tænkning er dette Begreb under
gaaet mærkelige Forandringer, der paa en interessant Maade .ere
paaviste af Ribbeck (Über den Begriff des elpcov. Rheinisches Mu
seum. N. F. XXXI p. 386).
Ordet forekommer først i Aristofanes’ «Skyer" som et Skælds
ord, idet Ironikeren her stilles sammen med Løgneren og Praleren.
For Grækerne, der baade forudsatte og krævede, at det Indre
skulde være udtrykt i det Ydre, maatte Ironien, i hvilken det
Indre staar i Modsætning til det Ydre som Spøg til Alvor, være en
Uting. Naar Sokrates kaldtes Ironiker, var det et Udtryk for Folks
Uvillie og Forbitrelse over den Maade, paa hvilken han lokkede
dem, han talte med, paa Glatis ved tilsyneladende at anerkende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
