Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Humor og Filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159
HUMOR OG FILOSOFI
Betydning synes det ikke at passe paa alle de Mænd, Thackeray
omtaler: Swift, Addison, Steele, Pope, Fielding. Om Swift har jeg
tidligere (§ 15) søgt at vise, at han er Satiriker, ikke Humorist.
Den af af de nævnte Forfattere, den nævnte Definition bedst passer
paa, er Sterne, skønt Thackeray snarest vilde kalde ham senti
mental. Goethe, der ellers ikke holdt af «Humorister", gjorde en
Undtagelse med Sterne (se ovenfor § 25). I sin «Sentimental
Journey" («en Rejse for at lære det menneskelige Hjerte at kende")
siger Sterne, at hans Rejse skyldes «Hjertets Trang til Naturen
og til de Følelser, der udspringes af Naturen og faa os til at elske
hverandre og Verden mere end før." Dermed er Grundlaget givet.
Det fører til, snart i Alvor, snart i Spøg, snart med Taarer, snart
med Latter at skildre menneskelige Karakterer og Skæbner, med
Sans for de smaa Ting og for Livet i de smaa Kredse. Hvad
Shakespeare i sine Kæmpeværker havde formaaet at fremstille,
Livets store Rigdom og stærke Kontraster, paa Grundlag af dyb
Livserfaring og trofast Kærlighed til det virkelige Liv, det blev
nu af ringere Aander ført ud i vide Kredse, ned i de smaa Tings
Verden, som Mesteren kun episodisk havde givet en Plads i sin
Verden. Det skortede her ofte paa den kunstneriske Evne til at
lade Enkelthederne forme sig skarpt og individualiseret. Den naive,
overstrømmende Følelse legede ofte med Emnerne paa lunefuld
Maade, og istedetfor at være det dybe, men skjulte Grundlag
trængte det gode Hjerte sig gerne frem og talte direkte med, saa
at Hjerteligheden blev Sentimentalitet. Dertil kom Tidens glatte
Optimisme, som gjorde Følelseslivet overfladisk. Man gik let hen
over Disharmonierne. Sansen for det Uendelige og Hemmeligheds
fulde, der havde været saa stærkt udviklet hos Shakespeare og
Milton, var forsvunden hos denne Tids Digtere1).
Alligevel var det af Betydning, at den aandelige og literære
Strømning opkom, som Eftertiden har kaldt Humor, skønt det her
Misantrop, der ikke ser noget Godt nogetsteds. — Thackeray selv, før
ham Dickens og efter ham George Eliot danne en Række engelske Humo-
rister, hvis Karakteristik i Forhold til det 18. Aarhundredes Forfattere af
samme Retning vilde frembyde stor Interesse. For mit Formaal vil Karak-
teristiken af Carlyle (se § 51) være mere nærliggende.
*) L. Stephen: English Thought in the 18. Century. 11. p. 371.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
