Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37
De pranger som vinterens blomsterflor
saa sirligt i vinduskarmen;
som potteplanten i lunken jord
de grønnes ved kakkelovnsvarmen.
Og regelmæssig hver blomstergren
forynges efter sin dvale;
saa var jeg fornuftig, jeg kaared mig en
imellem de mange normale.
Hvad hjælper fornuftens kløgtige garn!
Dens røst er mig led og vammel;
thi hun er et markens friluftsbarn
og seksten skjærsommere gammel!
Tilslut skrev Ibsen et vakkert digt til hende,
hvori han anholdt om hendes haand; hun gav
ikke noget avslag, men turde heller ikke ta nogen
bestemmelse, ung og usikker som hun følte sig;
hun bad ham vente og komme igjen efter
konfirmationen, saa kunde de tales ved, — om han da
tænkte det samme. — Saa møttes de en dag paa
Klosterhaugen; men mens de stod og talte sammen,
kom hendes far ansættende, og Ibsen pillet av.
Dette slog koldt vand i det unge pikebarns bryst;
hun hadde sagtens ventet at hendes helt hadde
holdt stand og tat tørnen. Siden talte de ikke
sammen. Et par aar efter var hun gift med en
anden og han forlovet.1
1 Mange aar efter møttes Ibsen og Rikke Holst (fru
Tresselt) i Kristiania. Han sa du til hende, hvad han,
saavidt hun kunde mindes, aldrig gjorde dengang. I
samtalens løp spurte han: «Sig mig hvad var det egent-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
