Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
verden at dramatiker det var noget Ibsen aldrig
hadde tænkt paa at være.
Bjørnson hadde uret. «Gildet paa Solhaug»
er — selvom lyrikken brer sig for meget —
hver-ken uten psykologi eller dramatisk styrke.
Bjørnson hadde i det hele egentlig ingen opfatning av
Ibsen, han var ikke kommet indenfor ham, saa
nærmest i ham en litteraturmand, et talent som
kunde paata sig en hvilkensomhelst skikkelse,
tilegne sig en hvilkensomhelst fremmed poesi og
efterligne den. Han skriver til Clemens Petersen et
aar senere, da «Hærmændene paa Helgeland» netop
var utkommet (altsaa 1857): «— — Husk «Gildet
paa Solhaug». Desværre maa han nu slaa om i
en anden gade, forat jeg kan faa tro til ham.
Han har i «Gildet paa Solhaug» digtet paa
kjæmpe-visen saaledes, at han tilsidst blev mig en levende
kjæmpevise. Alt, indtil dens sprog gik i ham.
Saa sprang han over i sagaen, og nu kommer han
op igjen derfra med dens udtryk, dens sprog, ord
til andet, den mindste vending og al dens færdige
poesi. Han er større virtuos end Ole Bull, endsige
Henr. Hertz. Der er et forunderlig drømmende
gemyt i ham, som ikke er dygtig til at sænke sig
i livet, men i den færdige poesi og ta der indtil,
ja indtil klakken paa væggen — saadan som
Tordenskjold. Og han har en utrolig sikker
refleksion, saa han i sin digtning kan gjøre
vin-duskarmen efter, slig som han tænker sig til at
den var. —»
Slik tænkte Bjørnson om Ibsen omkr. 1856 og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
