Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
9
kirketaarnene som i privathusene. Ser vi bort
fra det stoflige og tekniske og fæster
opmerksom-heten paa det sjælelige, saa betegner Brand og
Peer Gynt ingen avslutning, men netop den
storslagne indgang til de verker som skulde komme.
Ibsen var fra det øieblik han begyndte at tænke,
en brændende beundrer av den hele personlighet, —
en fanatisk hævder av individets ret til at leve
sig selv helt ut, — uten avslag. Derfor — mere
end av patriotiske og nationale grunde — hadde
han følt sig saa sterkt draget mot sagatiden, hvor
det vrimlet av «afsluttede, enkle, personlige
kvinder og mænd»; derfor klang hans sind med slik
vældig styrke de kierkegaardske tanker bekræftende
imøte, — derfor var barndomsmindet om presten
Lammers’ oprør mot statskirken uutslettelig
indbrændt i hans erindring, — derfor blev hans sorg
og skuffelse saa bitter, saa bundløs — og saa
ubarmhjertig i 1864, da hans folk avsløret sig som
en flok frasehelter, — med smukke ord og fagre
løfter i festens rus, — uten fnugg av
personlighetens magt til at indfri løfterne.
Hele Ibsens digtning handler om dette ene:
at være sig selv, hans dype beundring for den
store helstøpte personlighet er springfjæren i hans
lyrik, beskheten i hans satire, ubarmhjertigheten
i hans menneskegranskning.
Da Ibsen i 1864 forlot Norge, var han
sønderknust efter skandinavismens nederlag, «en deilig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
