Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
Saa forskjellige er disse to digtere; selv hvor
de bevæger sig i det samme miliø, behandler det
samme stof og søker at løse det samme problem,
kommer de — gjennem alle likheter — til saa
motsatte resultater, Ibsen — anarkisten, Bjørnson —
socialisten. Ibsen: «den sterkeste mand i verden
det er han som staar mest alene». Bjørnson:
«Her er digtende trang — gjennem arbeidets gang
— til at løfte vort land, biot vi løfter i flok».
«Samfundets Støtter» er saaledes ibsensk nok.
Men det gaar ikke synderlig dypt, det hører ikke
til de av hans skuespil som man stadig kommer
tilbake til, fordi de hvergang avslører og
aabenbarer paa nyt. Her er altfor meget maske,
altfor meget teater, karaktererne er sat altfor meget
paa spidsen til at vi tror paa dem. Likeoverfor
mænd som konsul Bernick, grosserer Vigeland og
adjunkt Rørlund forholder vi os temmelig rolige,
de vedkommer os ikke, vi kan ikke anerkjende
dem som gyldige repræsentanter for samfundet,
og vi oplever derfor uten altfor megen
forskrækkelse avsløringen av støtternes indre hulhet og
raattenskap; Lona Hessel er en prægtig dame,
sund og djerv og morsom, men ikke stort mere;
den gamle synders omvendelse i slutningsakten
gjør ikke noget sterkt indtryk og virker ikke helt
tillidvækkende, fordi den ikke er motiveret
gjennem nogen indvortes forvandling. Naar teppet
gaar ned over den sidste replik: «sandhedens og
frihedens aand, det er samfundets støtter», saa er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
