Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172
pennestrøk, men er allikevel noksaa indgripende.
Jeg springer over de smaa forandringer som er
gjort i det sproglige og som forresten ogsaa
altsammen er forbedringer, og peker bare paa det
væsentlige, det at Hjalmar i utkastet overalt
bruker første person, mens han i den endelige form
altid tar sin tilflugt til omskrivende talemaater:
«de fik saamæn høre noget av hvert», — «de fik
den besked», — «der blfev sagt» — —. Hjalmar
opnaar i begge tilfælde det samme, — at faa sine
omgivelser til at tro at det var ham som sa alle
de modige uartigheter i selskapet, men han
und-gaar i den sidste form at si den direkte usandhet,
han ser at de tror det er ham som har været
den kjække, men han oplyser dem ikke om deres
feiltagelse, garderer sig bare mot at de skal
fortælle det videre forat han ikke skal komme i
ubehageligheter. I utkastet kjendte Ibsen endnu
ikke Hjalmar tilstrækkelig, og kunde derfor tiltro
ham en direkte usandhet, hvad der sikkert var
en «væsentlig feiltagelse». Ved nærmere omgang
kom han paa det rene med at en mand som
Hjalmar Ekdal ikke er istand til en renslig løgn,
han lyver ikke bokstavelig, han smaalyver, kan
aldrig si en ting slik som den er, omdigter
ustanselig virkeligheten i sin fantastiske selvbeundring.
Da Ibsen avsendte det færdige manuskript av
«Vildanden» til sin forlægger Fredrik Hegel, skrev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
