Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
fortid eksisterer ikke for ham, vedkommer hende
ikke, nu hun er blit en anden; hvad det saa er,
saa har han glemsel for det. Men nu er det hende
som ikke kan glemme, det er jo netop det
forfærdelige, at nu, da al livets lykke bydes hende, —
nu er hun blit slik, at hendes egen fortid stænger
for hende; nu da hun er overvældet av det
ros-merske livssyn, kan heller ikke hun leve uten den
glade skyldfrihet, som for hende er uopnaaelig.
Men han maa reddes; han som er uten skyld,
maa faa den tapte tro paa sin livsopgave igjen,
forvissningen om at han virkelig formaar at adle
mennesker; der staar hun jo selv for ham som
et nyt væsen, gjennem den stille kjærlighet
forvandlet ind til sin sjæls inderste dyp: «Tror du
mig ikke, Rosmer?» «Aa Rebekka — hvor kan
jeg tro fuldt ud paa dig? Paa dig, som har gaat
her og dækket og dulgt saa usigelig meget! — Nu
kommer du frem med dette nye. Ligger der
nogen hensigt under, saa sig mig det rent ud.» —
Aldrig vil han kunne frigjøre sig for tvilen, han
tror ikke længere paa sin evne til at forvandle
mennesker, tror ikke paa nogen ting, ikke paa sig
selv, ikke paa hende, ser ikke den ting i verden
som skulde gjøre livet værd at leve. Aa, kunde
han bare tro paa hende, paa hendes kjærlighet;
men vidnesbyrd maa han ha, vidnesbyrd.
Saa kommer Ulrik Brendel, den geniale
landstryker; vi har set et glimt av ham før; dengang
følte han sig som en Krøsus, i besiddelse av et
uuttømmelig skatkammer av dypsindige tanker og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
