Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
235
Rebekka
Jo, Rosmer! Jo, jo! Sig det, og du skal faa se.
Rosmer
Har du mod til — er du villig til — gladelig som Ulrik
Brendel sa — for min skyld, nu inat — gladelig — at
gaa den samme vejen, som Beate gik?
Rebekka
(hæver sig op fra sofaen og siger næsten maalløs)
Rosmer —!
Rosmer
Ja du, — det er dette spørsmaal, som jeg aldrig vil kunne
gøre mig fri for, — naar du er rejst. Hver time paa
dagen vil jeg komme tilbage til dette samme. Aa, jeg
synes, jeg ser dig lys levende for mig. Du staar ude
paa kloppen. Midt ude. Nu luder du dig ud over
rækværket! Svimler i en dragning ned imod fossedybet!
Nej! Saa viger du. Vover ikke — hvad hun voved.
Rebekka
Men hvis jeg nu havde det mod? Og den gladelige vilje?
Hvad saa?
Rosme r
Saa maatte jeg vei tro dig. Saa maatte jeg vei faa troen
igjen paa min livssag. Troen paa min evne til at adle
menneskesind. Troen paa menneskesindets evne til at
adles.
Rebekka var virkelig adlet av det rosmerske
livssyn, det var sandhet naar hun sa at den stille
kjærlighet hadde nedslaat driftens vilde begjær i
hendes sjæl og legeme, nu begjærte hun ikke mere
noget for sig selv, hun hadde kun én tanke, ett
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
