Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
259
Ellida
Ja, Wangel, jeg forstaar det saa godt. Aa, du maa ikke
tro andet, end at der er stunder imellem, da jeg synes
der vilde være fred og redning i at ty ind til dig — og
prøve paa at trodse alle dregende og skræmmende
magter. Men jeg kan ikke det heller. Nej, nej — jeg
kan det ikke! —
Og saa staar den fremmede foran hende
til den sidste avgjørelse; han hævder sin ret —
sin indre ret med den samme rolige
selvfølgelighet som er hans væsen : «Føier ikke du ligesom
jeg, at vi to hører sammen?» Hun er paa nippet
til at overgi sig, gi sig hen i «dette, som drager
og frister og lokker — ind i det ukendte. Hele
havets magt er samlet i dette ene!» Endnu vil
Wangel gjøre sin ret gjældende — sin juridiske
ret, holde hende tilbake med magt, men det driver
kun Ellida ind i stigende oprør, han kan nok
tvinge hende, det har han jo magt og midler til;
«men mit sind — alle mine tanker — alle mine
dragende længsler og begær — dem kan du ikke
binde! De vil hige og jage, — ud i det ukendte
som jeg var skabt for — og som du har lukket
for mig!»
Endelig ser Wangel at al magt her er
magtesløs, at hans offer er den eneste vei til hendes
frelse, og han sier i stille smerte : «Jeg ser det
vei, Ellida! Skridt for skridt glider du fra mig.
Kravet paa det grænseløse og endeløse — og det
uopnaaelige, — det vil drive dit sind helt ind i
nattemørket tilslut.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
