Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
292
Hurra for bygmester Solness! Hun skjønte
ikke at der fandtes en bygmester i hele verden
som kunde bygge saa umaadelig høit taarn. Og
saa, at han stod allerøverst deroppe selv! Lys
levende! og ikke en smule svimmel. Hun syntes •
vitterlig høre ham synge deroppe, det klang som
harper i luften. Men først bakefter kom det
rigtige: om aftenen var Solness bedt hjem til
Wangels, og da han kom, var Hilde alene i stuen, og
han sa til hende, at hun var deilig i den hvite
kjolen, og kaldte hende en prinsesse, og naar
hun blev stor, skulde hun bli hans prinsesse; om
ti aar vilde han komme igjen — som et trold —
og bortføre hende. Til Spanien eller noget slikt.
Og der skulde han kjøpe et kongerike til hende,
hadde han lovt. Tilslut hadde han kysset hende,
tat hende med begge armene og bøiet hende
bakover og kysset hende. Mange ganger.
Dette var Hildes barnlige oplevelse, eventyret
over hendes ensformige liv deroppe i Lysanger,
hendes fremtidsdrøm hvis opfyldelse hun saa
frem til med hele sin sterke og higende sjæls
spænding. Det var den 19de september det store
hadde .hændt, aarene gik, og dagen nærmet sig;
da kunde hun ikke længere holde det ut, pakket
sin rypesæk og gik avgaarde den lange vei til
bygmester Solness’s by, og paa dagen stod hun i
hans stue, kom og forlangte sit kongerike. —
Man merker straks ved Hildes indtræden at
Ibsen nu er kommet tilbake til Norge, og at han
allerede har brukt sine øine; ti dette er det nye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
