Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
321
det er mot sig selv. Han hadde magten og den
ubetvingelige kaldelse indeni sig; de bundne millioner
laa utover landet, dypt i fjeldene og ropte paa
ham, skrek til ham om befrielse, men ingen av
alle de andre hørte det: bare han alene. Hadde
de andre hat magten, saa hadde de handlet
akkurat som han, og hvis ikke, var det, fordi de hadde
ikke hans evner. Og hadde de gjort det, saa
hadde de ikke gjort det med hans formaal for
øie; handlingen var da blit en anden. «Kort sagt
jeg har frikendt mig selv.» — Slik gaar han
oppe paa salen og flagrer omkring i sin
indbildning, en vingeskutt storfugl, en Napoleon skutt
til krøbling i sit første feltslag, — og venter,
venter paa at de skal komme, — de andre, de angrende,
som ikke kan greie affærerne, komme og be ham
om hjælp, — han, den eneste som har magten
og evnen. —
Og hvergang det banker paa døren, griper han
efter sit haandspeil, retter paa sit slips, stiller sig
i positur, — som en fyrste, rede til at ta imot
supplikanterne. Men det er altid den samme som
banker, — den eneste som besøker ham, — den
eneste stakkars ven som ikke har forlatt ham, —
ekstraskriver Foldal, og John Gabriels ansigt falder
skuffet hen i de vanlige slappe folder: Aa, er det
bare dig! — Forholdet mellem disse to er det
samme som før katastrofen, Borkman har tat den
smule penger vennen eiet og som han trængte saa
haardt, men det falder ikke den fromme og
ydmyge sjæl ind at huse en uvenlig tanke for
21 — Gran: Henrik Ibsen. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
