Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
323
om muligheten av Borkmans opreisning, han kan da
ikke tro mot al fornuft. — «Her har du altsaa
hele tiden løiet for mig.» — «Aldrig løiet, John
Gabriel.» — «Har du ikke siddet her og løiet haab
og tro og tillid ind i mig?» — «Det var ikke løgn
saalænge du trode paa mit kald. Saalænge du
trode paa mig, saalænge trode jeg paa dig.»
Dermed er det slut mellem dem: Du kan gaa,
har ikke længere bruk for dig.
Saaledes er livet i overetagen paa det
Rentheimske gods, og det er ikke mere glæde
nedenunder. Her huser Borkmans hustru; de har ikke
set hverandre i alle de lange otte aarene siden
han slåp ut, aldrig har han gaat ned til hende,
hun aldrig op til ham; men ustanselig er han
allikevel over hende, uten ophør hører hun ham,
tassende som en syk ulv i bur; like over hodet,
hør bare, frem og tilbake, frem og tilbake gaar
ulven. Gunhild Borkman var en grum kvinde —
som den dronning hvis navn hun bar, —
ubarmhjertig og ubønhørlig likeoverfor sin faldne mand.
Hun ser ikke hans ulykke, hader bare av hele
sin lidenskabelige haarde sjæl, fordi han har
besudlet hende med vanære, fordi han har krænket
hende til døden i hendes verdslige stolthet. Det
biter hende i sjælen at hun maa leve paa en
andens naade. Søsteren, Ella Rentheim, den eneste
hvis penger Borkman har sparet og tat vare paa,
er efter kraehet vedblit at være rik; det er paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
