Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1
Aaret 1592 begyndte trist. En ondartet Koppe-Farsot greb
_ mere og mere om sig. Hvo, der kunde, forlod København,
men Sygdommen fulgte med og bredte sig med de flygtende.
Om virksom Lægehjælp var der ikke Tale. Danmark talte knap
et Dusin studerede Læger, fordelte over de forskellige
Landsdele, og de kendte intet afgørende Middel mod Sygdommen.
For saa vidt var det altsaa ligegyldigt, at den meste Lægehjælp
besørgedes af „Bartskærere", der lige saa lidt vidste Raad.
Sygdommen gik sin Gang, ingen kunde hindre den. Truede den
med at standse, viste Bartskærerne den atter Vej ved at bringe
Smitten videre.
Danmark var i hint Tidsrum altfor vant til at hjemsøges af
smitsomme Sygdomme, til at denne Form derfor skulde vække
usædvanlig Opsigt. Paa de hjemsøgte Steder var Stemningen
naturligvis trykket. Klokkerne ringede oftere til Lig. Hr. Søren
eller Hr. Anders tordnede stærkere om Søndagen mod alskens
Ugudelighed, der aldrig havde taget slig Overhaand, som just
i disse Tider. Og man passede skrappere paa visse gamle Koner,
formodede Hekse, fra hvem dog vistnok det hele skrev sig.
Men i de Landsdele, hvortil den ikke var naaet, tog man Sagen
med en mærkværdig Ro. Naar Efterretningen endelig efter at
have været 8—14 Dage under Vejs var naaet over til Jylland,
vakte den ikke engang saa megen Opsigt som de andre
medfølgende Nyheder om Barnet med de to Hoveder, den store
Fisk, der var fanget i Danzig, eller den uhyre „Blodstyrtning" i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
