Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
Mogens Hejnesøn 108
havde skudt sig ind under sin Skrivers Uredelighed, burde
sættes fast, indtil han selv havde skaffet samme Skriver til Veje.
Det var en solid Salve, som Mogens Hejnesøn dér havde
faaet. Han havde imidlertid ikke ganske tabt Modet, men af og
til afbrudt sin Modpart for at forsvare sig, hvor sligt overhovedet
lod sig gøre. Stort Indtryk har hans Svar dog næppe gjort. De
var enten blot ligegyldige Benægtelser eller lød nærmest
latterlige, som da han paastod, at han ikke havde plyndret Fiskerne,
men — venligt forligt sig med dem om en Skadeserstatning, da
de var komne til at løbe paa ham i aaben Sø. Det var ham
derfor vistnok en Lettelse, da Valkendorfs Tale var til Ende. Han
erklærede det for en Umulighed at skaffe den bortrømte Skriver
til Veje. Han anede ikke, hvor han opholdt sig. Men kom han
engang tilstede, skulde han gerne gaa i Rette med ham og
saaledes bevise sin Uskyldighed.
Christoffer Valkendorf havde faaet sagt alt, hvad der laa ham
paa Hjerte. Kun det ene Punkt om Dobbeltægteskabet havde
han klogeligt forbigaaet. Men han maatte vide, at hertil
indskrænkede hans Tilfredsstillelse sig; han kunde umuligt vente
at faa Mogens Hejnesøn domfældt. Dommen huggede ogsaa
blot Klingerne fra hinanden uden at skade nogen af Parterne.
Den lød paa, at da Mogens Hejnesøn havde paastaaet, at Brevet
var skrevet imod hans Vilje og Vidende af en Skriver, som siden
er bortrømt, og det hverken er forsynet med hans Underskrift
eller Segl, saa kendes det for løgnagtigt og falsk. Christoffer
Valkendorf bør være undskyldt i de Maader, og heller ikke Mogens
Hejnesøn bør noget derfor at lide; men kommer Skriveren
tilstede, skal han staa dem til Rette1.
Hermed var Sagen altsaa til Ende. Den blev ved sit
uskadelige Udfald, som var til at forudse, et blot komisk Mellemspil,
og den drog ingen Følger efter sig. Ingen af de to Parters
Stilling blev nemlig forrykket. Frederik den Andens Velvilje for
hans nidkære Rentemester blev ikke formindsket. Men han tog
heller ikke af hans Oplysninger Anledning til at forfølge den
ubændige Søgut, der ganske vist under Fredsforhold kunde gøre
ham det broget nok, men under en Krig vilde være ubetalelig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
