Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
Gud er Aarsag til Sygdom
og dermed de skiftende Sygdommes Gang over Landet. Men
nej. Selve Udfaldet viste bedst, hvor bundfordærvet den
menneskelige Natur var, og hvor gyldig en Grund der var til at slaa
disse udmajede Arvesyndere ned. Eftertiden, der har friere
Overblik, har lettere ved at indse dette end Samtiden selv. Thi
denne blev end ikke vår, at det netop var dem, der skulde vide
bedst Besked, der fremturede grueligst i Synden. Fulgte ikke
Sjællands Bisp, Peder Palladius, selv Moden, baade hvad
Pibekrave og krusede Haandlinninger angik! (Fig. 9). Var ikke
Præsterne fuldt saa adrætte som nogen anden Stand til at følge efter!
Og var ikke Christian den Fjerde selv lige fra Haarpisken og
den nedfaldende Krave (Fig. 10) til de bredskaftede Støvler den,
der vitterligt gav Tonen an med Hensyn til nye Moder!
Med denne Bagtanke faar Datidens Advarsler ligesom en
dobbelt Bund, og Indtrykket vokser i Uhygge. Vi skimter med
Rædsel Pibekraven om Pastor Sthen’s egen Hals, medens han ved
Fru Mette Ulfstands Baare udtordner til de forsamlede: „qvotidie
crescunt peccata, det er, Synden hun vokser og formeres hver
Dag. Som vi maa se paa den forgiftede Djævels Hoffærdighed
udi Klæder, hvor Folk vanskaber dem selv dermed, med de
blaadictens Kruser og Kraver om Halsen, hvilket er et
Forvidende til den blaa Helvedes Lue. Summa, allehaande Synder
tage Overhaand" 1.
Og man tænker uvilkaarlig paa Kongens og de højlærdes egen
Hovedbeklædning, naar man læser følgende opskræmte Brev
fra Christian den Fjerde til Sjællands Bisp og det teologiske
Fakultet: „Vider, at eftersom aldeles ingen Tvivl er, at Gud den
allermægtigste jo højligen fortørnes af den store Hofart, som
Menneskene udi denne Tid følger, særdeles med deres
Klædebon, toppede Luer [Huer] og anden letfærdig Klædedragt, saa
at endog Gud i Himmelen sin særdeles Mishag til saadant, ved
underlige Fødsler og adskillige Tegn tidt og ofte giver tilkende.
Thi beder vi Eder og naadigst ville, at I det flittigt af Guds Ord
overveje og Os Eders Betænkende meddeler, hvad derudi
gude-ligen kunde anordnes"2.
End ikke et varmt følt Brev som dette gaar Ram forbi: „Endog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
