Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
Gud er Aarsag til Sygdom
En Nutids Læser bliver ikke rørt over, at en københavnsk
Præst anbefalede sig hos sin overordnede, Kansleren, ved
saadan Nidkærhed. Man lodder blot Syndens Dybde ved at spørge
sig selv: mon virkelig denne gejstlige Veraaber, da Parykker
kort efter blev moderne, selv afholdt sig fra slig Hoffærdighed!
eller besteg ikke ogsaa han Prædikestolen og talte i
Skriftestolen mod Tidens Fordærvelse — iført samme?
Men svinder ved denne Dobbeltbelysning Glorien om
Datidens ledende, saa fordeles paa et andet, væsentligt Punkt Lys
og Skygge anderledes, end hin Tid tænkte sig. Medens man
overfor disse selvgode Irettesættere mindes Ordene: „Den
Tjener, der veed sin Herres Vilje, men ikke gør derefter, bør have
mange Hug", saa lærer man netop til Gengæld at beundre den
Langmodighed, hvormed hine Slægter behandledes, den
Skaan-somhed, hvormed Sygdomme som Modernes Følger og Straf
kun delvis fik Lov at virke.
Thi det maa i Sandhed kaldes Langmodighed, at — skøndt
Sjællands Bisp allerede 1556 havde vidst saa god Besked om,
hvad Meningen var med Sygdomme, og hvert Barn i Danmark
efter 1568 kunde udtrykke det samme paa Vers; skøndt
Verdens Undergang 1580 maaske var bleven opgivet, og Grisen i
Oslo af 7. Juli 1581 havde talt for lutter dove Øren — at saa
ikke hele denne vanartede Slægt til Straf blev slaaet med
Sygdom, saa den skulde mærke det, rnen at desuagtet den gamle,
milde Behandlingsmaade fremdeles blev anvendt med blot
Misfostre til Tegn og Advarsel. Ud fra dette Synspunkt bliver man
nærmest rørt ved at læse Præsten Hans Nielsens Bog 1625:
„Sørgeligt Spektakel og Vundertegn nu nyligen set paa et
nyfødt Pigebarn udi Mørkøje, liggendes i Sokkelunds Herred udi
Gladsaxe Sogn, til et ynkeligt Skuespejl for alle dem, som
gen-stridigen imod Guds alvorlige Trudsel holder hart ved deres
nye Noder, høje Toppe og forargelige Klædedragt". Det lille
Puds (Fig. 11) havde „bag paa Hovedet en høj, bred, rund Bue
af Kød, noget i Højden spidsagtig, i Munster som hine virkede
Huer, som nu af Kvindekønnet, Adel og Uadel, fattige og rige,
fast ubetænket og modvilligen mod mange saadanne Guds Vredes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
