Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
Christian den Anden 22
til Norge 1531, men dode Aaret efter i Regensburg, kun 14 Aar
gammel. Han blev aldrig Kong Hans II. De to Dotre, Dorothea
og Christine, var begge spæde. De skulde senere komme til at
gribe ind i Danmarks Forhold.
I Land stod den gæve Henrik Gjøe, en yngre Broder til
Mogens Gjøe. Tiderne skilte. Mogens Gjøe var for faa Dage siden
af Frederik I bleven udnævnt til Rigshofmester som Løn for, at
han havde hyldet den nye Konge. Henrik Gjøe, Christian II’s
trofaste Mand, der mod Tidens Skik hverken forstod sig paa
Gods eller paa Penge, havde tappert kæmpet for hans Sag i
Sverige og nys, da Kongen betroede ham Befalingen i
København og Danmark, indtil han selv kunde vende tilbage med
Hjælp, lovet at holde ud en tre-fire Maaneder. Borgerne
stemmede sikkert i med, da han til Afsked gentog sit Løfte om
tappert Forsvar.
Saa haledes Landgangen ind. Fortøjningstovene kastedes los.
Og langsomt gled den store Flaade for sagte Bør ud af Havnen.
Ingen Jubel og Støjen. Kun dæmpet Hvisken og Vinken med
Haand eller Hue, mens mangen Taare stille listed sig ned over
Skæg eller Glatkind. Man fulgte Sejlerne med Øjet, indtil de
skjultes af Skovshovedpynten. Men ombord, og vel ikke mindst
fra „Løven", fulgte Blikket fremdeles Kystens Linjer. Derinde
bag det lille Næs med den skovklædte Hulvej laa „Hvidøre".
Paa Marken dér var Christian II og Elisabeth første Gang
mødtes under Paukeslag og Festlarm, medens Sigbrit og Dyveke
skjult saa til fra Hvidøres Ruder. Meget var sket siden da.
Længer mod Nord gled Skibene nær forbi Krogen og Helsingør.
Med Deltagelse hilste alle her, hvem Lybækkernes sidste
Overfald havde sparet, den forbidragende Konge og Flaade. „Gud
signe!" og „Velkommen igen!" slugtes af Afstanden. Men
lønligt søgte vel et Blik eller to ind til Karmeliterklostrets Mure.
Bag dem sov Dyveke den lange Søvn. Paa Altertavlen i
Klosterkirken derinde havde man nys afmalet Christian II og
Dronning Elisabeth stille knælende i Bøn paa Dommedag, medens
lidt til Siden for dem en sorgfuld, nøgen Kvinde plagedes af
Djævelen (Fig. 9). Talte Billedet sandt? Havde de to virkelig Fred,
medens kun den døde pintes af Kvaler?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
