Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
321 Niels Hemmingsen
hører jeg altsaa", bed Jørgen Rosenkrans hvast igen, „at I lærer
i Skolerne tværtimod det, som I prædiker".
Bedst at slaa lidt koldt Vand i Blodet paa denne hidsige
Rigsraad ved at vise, hvem man var. Niels Hemmingsen svarede, at
den Lære, som han lærte, var den uforandrede gamle, som han
selv havde modtaget af Melanchthon og Mænd, som vel kunde
maale sig i Lærdom med de Folk, der nu talte imod. Netop den
samme Sætning, som man nu opholdt sig over, havde
Melanchthon selv forsvaret ved Niels Hemmingsens Doctordisputats,
saa den var hverken ny eller urigtig. — Denne Henvisning til
Melanchthon kunde maaske have overbevist andre. Jørgen
Rosenkrans tirrede den kun. Han havde jo i fire Aar hørt
drabeligere lærde Mænd end som saa, besynderligen Doctor Morten.
Han svarede derfor overlegent om end lidt forsigtigt: „I har nu
længe alene ført Ordet herhjemme. Men vi har nu først fanget
det fat at se paa. Andre, som har Forstand derpaa, siger, at det
ikke er ret."
Her trængtes aabenbart til en ny Forkæmper, der med mild,
men myndig Værdighed kunde lempe og linde, forsonende føre
den betrængte Kirkes Sag. Summus theologus, Doctor Povl
Madsen, der havde salvet og kronet Rigets Dronning, Sjællands
Biskop tog Ordet. Og Biskop Madsen talte, talte mildt
bebrejdende, men dog tilgivende mod dem, der kunde tro, at der i de
Kirker, som var ham betroede, lærtes andet end, hvad Guds
klare og rene Ord medførte, og hvad Kirkens
Bekendelsesskrifter anviste. Hvad særlig det her omhandlede Punkt angik,
saa var det hans Mening, at, naar man med sand Alvor og
enfoldig Gudsfrygt saa paa Sagen, var Uoverensstemmelsen ikke saa
stor, som uforstandige antog. Der var jo dog ingen saa grov og
forblindet, at han ikke tilstod, at Kristi Legeme og Blod var i
Sakramentet. Uenigheden drejede sig blot om, hvorledes det
hellige Legeme og dyrebare Blod var dér til Stede. Men om saa
høje og hellige Sager gjorde man bedst i enfoldigen at indrømme,
at de laa over vor svage, formørkede, menneskelige Fornuft, og
derfor lade dem forblive „med Haand og Mund uberørte". Man
Troels-Lund: Historiske Fortællinger IV
21
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
