Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Enkedronning Sophia 60
gravelses-Højtideligheder. Det var lykkedes ham paa sin
Datters Vegne i sjælden Grad at slaa Mont af alle de vanskelige
Omstændigheder. Med Udsigt til at skulle nøjes med at trække
sig tilbage til sit Enkeeje og maaske skulle sørge for Børnene
med af dets Indtægter — havde hun opnaaet for sig og dem at
faa frit Ophold og Underhold som forhen paa Landets Slotte,
en klækkelig Sum Penge og bearbejdet Sølv udbetalt engang
for alle, Stilling som Landets Dronning med alle heraf følgende
Fordele og Besparelser, og desforuden den ubeskaarne samtidige
Besiddelse af sit Enkeeje Lolland og Falster, samt Løfte om at
faa Nykøbing Slot prægtigt opført paa Statens Bekostning.
Fader og Datter har sikkert glædet sig — ikke mindst paa
Børnenes Vegne — over, hvad alt dette kunde udbringes til, og
selv brændt af Iver efter at gøre det frugtbringende i stort og
smaat. Begge besad de en Pengesans, der — vidt forskellig fra
Frederik den Andens Gavmildhed og personlige Nøjsomhed
skulde gaa igen i tredje Slægtled hos Christian den Fjerde, her
dog af og til parret med Frederik den Andens Storsyn.
En senere Tid vilde fejle, hvis den bedømte Hertug Ulriks
og Enkedronning Sophias Optræden, særlig ved
Skifteforhandlingerne, med vor Tids Maalestok. I vore Dage er det som
bekendt blevet Skik at overlade til en betroet underordnet — hvis
Iver er undskyldelig, og egentlig køn — at optræde som den
altfor paagaaende og bjergsomme. Hertug Ulrik og Datter
besørgede dette selv. Og de var herved i fuld Overensstemmelse
med, hvad der dengang var Skik i Danmark, hvor næsten ingen
større Skiftedeling fandt Sted uden de smaaligste Stridigheder,
som i Reglen endte med vidtloftige Retstrætter. Der var da
ingen Grund for Rigsraaderne til at se paa Hertugen og
Enkedronningen som underlige fremmede Fugle. Det gjorde de næppe
heller. Snarere faldt det vist naturligt for dem, naar Talen Mand
og Mand imellem kom herpaa, med et lille halvt lunt, halvt
beundrende Blink i Øjet at tilstaa: „de lurede os dog".
Spørgsmaalet blev blot, om det var Hertugen, der alene havde staaet
for denne Handel. Eller om Enkedronningen — der hidtil kun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
