Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rigsraadets Svar til de meklenborgske Udsendinge
147
havde taget imod paa den udvalgte Konge og hans kære
Brødres Vegne, ikke kunde betros og forvares i bedre Hænder end
„den venlige, tro, hjertallerkæreste Fru Moders".
Men — ja, det var ikke Deres Herligheders Mening her at
ville sætte Hds. Maj. noget bestemt Maal og Maade, hvad jo ikke
sømmede sig, — men de kunde dog ikke undlade saavel ifølge
Pligt mod den udvalgte Konge som „af den underdanigste
Hengivenhed, hvormed de var Hds. Maj. som deres naadigste
Dronning og Frue tilgedan", her tillige at gøre en Erindring og udtale
en ikke ubetimelig Bekymring:
Den udvalgte Konge havde erholdt kejserlig „Indult" for
Holstens Vedkommende, var bleven hyldet af Landskabet dér,
havde faaet sin Part af Slesvig i Forlening, og var desuden dette
Lands Lensherre. Ikke desto mindre var han nu bleven
forbigaaet af sin Fætter, Hertug Johan Adolph, idet denne, der lige
saa lidt som Christian den Fjerde havde opnaaet
Myndighedsalderen, dog selv havde overtaget Regeringen i sit Land, og det
uagtet at han slet ikke endnu havde opnaaet kejserligt Indult,
endsige som Christian den Fjerde var bleven hyldet af
Stænderne. Da man lod en anden overtage Regeringen paa den
udvalgte Konges Vegne, glemte man, at han, mod Løfte om og
Borgen for at ville bekræfte Stændernes Privilegier, var af
Stænderne bleven hyldet som regerende Herre. Da man nu
lader Johan Adolph, der ikke er hyldet, desuagtet regere, tager
det hele sig fast sælsomt ud til Hans Majestæts ikke ringe
Forklejnelse.
Det var, som sagt, ikke Deres Herligheders Mening at ville
foregribe Enkedronningen ved denne deres Udtalelse. Hendes
Majestæt var sikkert ogsaa uden deres Erindring villig til at
varetage den udvalgte Konges, hendes egen ældste Søns Hæder
og Bedste. De vilde derfor bede Hendes Majestæt og Hertug
Ulrik om ikke at fortænke dem i denne deres antydningsvise
Erindring, men opfatte den som ligesaa tro og vel ment, som
Deres Herligheder betragtede Enkedronningens og Hertugens
her indgivne Erindring og Forslag — alt kun sigtende til eet: at
fremme god Forstaaelse1.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
