Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56
Henrik Ranzaus Brev til Christian den Fjerde
dagen. Men han havde ikke kunnet handle anderledes. Thi hans
Herre og Konge, Christian den Fjerde, havde i to Skrivelser,
den sidste endog skreven med hans egen Haand, udtrykkeligt
forbudt ham at forsegle dermed. Da han mærkede, at
Landretsdagen desuagtet vilde afgøre Sagerne, havde han begivet sig
bort, ogsaa forresten paa Grund af Legemssvaghed. — De to
lamme Fingre omtaltes ikke nærmere.
Tonen i Brevene til Christian den Fjerde1 og til
Regeringsraaderne2 var en Del forskellig herfra. I det første var der endnu
lidt officielt Klynk. I det sidste var selv dette ved at vige for
Embeds-Oprørthed, parret med et lunt Smil under Sydvesten
ad den ublide Dravat. Men det, der gav dem begge særlig
Interesse, var, at Henrik Ranzau her anvendte de omtalte
„tilladelige Midler" til at faa Oprejsning. Det mindst sammensatte af
disse var at anraabe den unge Konge om Hjælp: Ihvorvel jeg
saaledes i min høje Alder tilligemed alle mine er bleven saa
skarpt angreben af Enkedronningen og truet af hende, stoler jeg
dog underdanigst paa, at Eders kongelige Majestæt af Hensyn
til, at jeg og mine har tjent Eders Forfædre i mange, lange Aar
med al mulig Troskab og Flid, og, Gud ske Lov! endnu aldrig
faaet saadanne Skrivelser, vil være mig og mine naadigst
be-vaagen og give mig Eders kongelige Raad og Hjælp til, at jeg
maa redde mit hæderlige Navn.
Dette var endnu kun uskyldige Vendinger, der for saa vidt
gerne kunde være blevne læste ogsaa af Enkedronningen og
Hertug Ulrik. Men aldeles ikke bestemte for disse var de andre
„tilladelige Midler". Her borede han med sikker Haand bag fra
en Dolk i Ryggen paa sin Modstander, fældede med
Behændighed den, der havde truet ham. Statholderen hviskede nemlig
den unge Konge og Regeringsraaderne en hel Del Oplysninger
i Øret, der, selv om flere af dem tilforn var disse bekendte, dog
i hans, Statholderens, Mund fik en ganske overordentlig
Betydning. Thi han indrømmede dem nu den Beviskraft, som han
tidligere ved hele sin Optræden stadigt havde benægtet.
At dette, saaledes at fornægte sin Fortid, maatte være
vanskeligt at udføre med Anstand, laa i Sagens Natur. Der hørte mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
