Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82 Djævelen
var Herre her paa Pladsen, og, ærligt prøvet, var enhver
Sjæleforsending mere eller mindre djævlebefængt. Mærket H kunde
med fuldt saa megen Ret betyde Helvede som Himmerige.
Der hørte Folkets hele jævne Ro til for ikke at bringes til
Vanvid ved denne evige Djævlefrygt. Som Feberild brød den
frem, hver Gang nye Heksebaal tændtes. Men trods dette
iboende Giftstof virkede Lutherdommen dog, i det mindste i det
lange Løb, befriende og beroligende, hvor den havde sat sig fast.
Vel var det kun Landsfyrsterne, hvem den havde tilkendt
Trosfrihed. Men i
Aarhundredernes Løb
gik det herved
langsomt op for
Befolkningerne, at samme
Frihed maatte
tilkomme enhver
Un-dersaat. Og den
første, ubevidste
Anvendelse af denne
Trosfrihed rettedes
netop mod den vilde
Djævlefrygt. Thi naar
Djævelen maatte
siges strængt taget at
have Ret til de
allerfleste Sjæle, var der
ikke andet for — naar man da ikke med Katolikerne vilde gøre
Lutherdommen til Helvedes Planteskole — end at Folket tog
sig selv til Rette. Lidt efter lidt vænnede man sig da til at anslaa
de afdødes Skæbne, naturligvis den rette Trosbekendelse
forudsat, ikke efter Djævelens Rovbegær i deres Dødsstund, men
efter Graden af deres Bravhed og Hæderlighed i levende Live.
Tro var naturligvis meget godt og en nødvendig Betingelse;
men Gerninger var dog det egentlig afgørende. Ganske ligesom
Folkets sunde Retsindighed i sin Tid havde brudt med
Pavedømmet paa Grund af Afladshandelen, brød den nu, foreløbigt
Fig. 40. Luthers Stue i Wittenberg, som den er
bevaret indtil Nutiden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
