Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
Hvad Kirken lærte
Kvinden over alle Kvinder, den himmelske Jomfru. Den blev
hos den unge Nonne en tilsløret Forelskelse i den tilkommende
Brudgom, Kristus. Og naar med Alderen disse Former blegnede,
antog den kuede Drift saa let blot nyt, menneskeligt Præg. Den
blev enten til Magtlyst og Haardhed, der selvsikker nød en
hengemt Vellystfornemmelse ved Synet af nye Slægters Lidelse.
Eller den iklædtes sin smukkeste Form som ubrugt Fader- og
Moderømhed, der endnu ulmede under Kutten i et rynket Smil
og en mild Forstaaelse.
Stod det saaledes til hos Lærens ypperste Tilhængere, faldt
det naturligvis langt sværere for grovere Naturerat holde Trop.
Uafbrudt skete der Frafald. Den lønlige Magt, der drager Mand
og Kvinde sammen, gav sig de voldsomste Udslag ikke blot
blandt Lægfolk, men indenfor Kirkens egen Skare. Til Tider,
og ikke mindst paa Renæssancens Tid, lignede Kirken i Evropa
en uhyre Valplads, bedækket med faldne.
Men nu som saa ofte tilforn rejstes det gamle, hellige Mærke
paany. Paa Tridentiner-Konciliet i det 16de Aarhundrede
fastsloges atter Skolastikens Lære som den ene sande, og en
Hærblæst lød over Valpladsen for at kalde alle de splittede og
forvildede sammen paany.
Thi een Ting stod fast. Guds Vilje, som den giver sig til
Kende i Kirkens rene Lære, lader sig ikke rokke. Sandheden
er kun een og dens Krav ubønhørligt: vend tilbage! Alle
derimod, der frivilligt indslog nye Veje, var frafaldne.
Det er Enkeltformer for dette Renæssancens Frafald hos de
latinske Folk, som vi nu skal følge i de enkelte Lande.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
