Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218
Italien
nende Stemningsudtryk paa de menneskelige Omgivelser. De
ædelt formede er fromt betagne. Og selve Hovedfiguren glider
som Udtryk for enten det fuldbragte eller det forjættede, der
skal komme, over i en vis sindbilledlig Klasse, hvor Vægten af
det betydningsfulde ligesom vokser ved ikke direkte at
fremhæves, men ved blot at kastes tilbage som Genskin fra
Virkningen paa Omgivelserne. Den oprindelige Himmellyd er
omsat i Ekko.
Paa dette Omraade naaede Kunsten overordentlig vidt. Det
dybe Barneudtryk blev et Felt, der med Forkærlighed
behandledes. Og mellem alle disse Englehoveder, selv ved Siden af
Rafaels uforlignelige to smaa, Kunsten og Videnskaben ved
Foden af den sixtinske Madonna, ejede stundom Jesu Barneblik
(Fig. 95) noget endnu dybere, noget anelsesfuldt betagende,
som om Livets den store Hemmelighed her var udløst og
barne-gemt til Stede.
Men Hovedfiguren blev dog Moderen, Madonna. I denne
Skikkelse fandt man Lejlighed til at forherlige ikke blot den
kvindelige Skønhed, den ædle Ynde, men Kvindeligheden i dens
fulde Omfang, ogsaa dens fra Manden vendte Side. Thi i denne
moderlige Ømhed for den spæde, i denne yndefulde Varsomhed,
denne varme, selvforglemmende, næsten tilbedende Glæde ved
det nye Liv, i hele denne Skikkelse, hvor alle Aldere, Barn,
Jomfru, Moder, Matrone mødtes, havde Tiden frembragt sin
mest ejendommelige Skikkelse. Her var mere end den
romerske Republiks hæderlige Husmoder, mere end Kejserdømmets
Kvinder og Gudinder med deres ferskenfine Hud, rolige Blik
og ædle, uforstyrrelige Rejsning. Romerkirken havde her
fremelsket en ny og rigere Art italiensk Kvinde, der som den selv
ydmygvarm og villig fattede Højheden i at være den af Gud
benaadede. Vel var alle Kunstens Kvindeskikkelser i Slægt, lige
fra Venedigs gyldenklare Skønheder til Guido Reni’s
guddommelige Væsener, der hoftebrede, æterfriske som „Dagens Tider"
glade skred frem omkring Solens Vogn (Fig. 96). Men skønnest
var dog hun den jomfrueligt bøjede ved Italiens Kirkevugge,
hun, der som Moder bar i sine Arme hele Verdens Lys.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
